Strejk.
Af Per Sivle.
(Alb. Cammermeyers Forlag.)
Enhver, der tager denne Bog i Haanden, skreven, som den er, af en af Norges yngste Forfatterkuld, vil naturligvis vente at faa Rede paa Arbejderspørgsmaal og Arbejderforhold. Den første Forventning skuffes helt, den anden halvt.
Per Sivles Arbejdere er ikke selvbevidste. Det eneste af den moderne Arbejderbevægelse, der er naaet frem til dem i den lille indestængte, norske Kystby, er Striken, lige som det første man gerne lærer af Sproget i et fremmed Land, naar man uden Forkundskaber flytter derhen, er at bande. Der er nok en Arbejderforening, men der er intet Liv i den. Der er, med andre Ord, ingen bevidst Arbejderstand. Derfor ramler ogsaa det hele sammen med den mislykkede Strike, og det hele bliver, som altid, naar den faste Organisation savnes, værre end før.
Noget indgaaende Kendskab til Arbejdernes Forhold faar man heller ikke. Forfatteren har den traditionelle Tendens til at glide let over det stygge, men sande Billede af virkelig Nød; det eneste Indblik vi faar i en Arbejderfamilies Forhold, er paa en Pintsedag, hvor der er Foraar i Luften og Penge i Huset.
Heldigst er Forfatteren i den lille nydelige Skildring af Tøbruddet i den norske Kystdal. Her maler han med friske Farver og synes ret at være hjemme, men det er ikke noget nyt; det har saa mange andre gjort og det vil saa mange andre gøre; en Vaarstemning gør ikke Bogen moderne.
Men den er pænt skreven og kan ligge paa ethvert Bord, for den har egenlig ingen „oprørske” Tendenser. Det er en smuk Arbejdernovelle, men intet Indlæg i Arbejdersagen. Hvad den maaske heller ikke skal være.
