Arbejdernes fri Teater.
Enhver, der følger med Arbejderbevægelsen vil have lagt Mærke til de talrige Oplæsninger af Skuespillere, der velvillig yder deres Bidrag om Søndagen i Rømersgade.
At der til Stadighed er fuldt Hus til disse, vidner om et vaagnende Liv i literær Henseende ogsaa hos Arbejderne. Teateraftnerne er dem for dyre, og til at møde der kræves efter deres Mening maaske ogsaa en smukkere Dragt, end de i Almindelighed har Raad til at klæde sig i. Derimod kan de i deres eget Lokale møde i deres tarvelige Dragter, og der føler de sig som hjemme.
Men et andet vil man ogsaa have lagt Mærke til ved disse Oplæsninger, at, hvor smukke og gode de end kan være, saa byder dog Oplæserne næsten altid gammel Lekture og temmelig naive Stykker. Man faar sig en Latter, og den kan naturligvis være baade sund og god, men man maa erindre, at hvor langt end Arbejderne kan staa tilbage i Kundskaber, saa er den social-demokratiske Arbejderbevægelse en Syslen med de nyeste Tanker i Tiden, og som Middel til en saadan Vækkelse kræves der ogsaa paa det liteære Omraade Digterværker, der griber ind i de Samfundsspørgsmaal, som de oplyste Arbejdere grunder over.
Der har derfor inden for deres egen Kreds rejst sig et Ønske om at se moderne Skuespil. Nogle modige unge Arbejdere, Mænd og Kvinder, har derfor oprettet et Slags Forsøgsteater, hvor de vil opføre ny Stykker som er Indlæg i Samfundsspørgsmaal.
Dette synes at ville lykkes. Det kalder sig „Arbejdernes fri Teater”, og er villig til i Foreninger at vise deres kunstneriske Dilletantkræfter. „Faderen” er spillet paa Kristianshavns Aktieselskab, og „Sande Kvinder” vil først i Februar blive opført i „De samlede Kvindeforeninger” i Rømersgade 22.
Billetter vil blive solgt til 35 Øre Stykket i alle Kvindeforeninger, saa de, der ønsker at støtte dette Forsøg samtidig med, at de gør sig bekendt med Fru Edgreens Indlæg i Kvindesagen, maa i Tide sikre sig Billet.