« Tilbage til søgeresultaterne

Fru Marie Fischer-Lette.

Af: Matilde Bajer

« Se emneord

Blandt de Kvinder, som især vier Fredssagen sine Kræfter, er Fru Marie Fischer, født Lette. Hendes Fader var den bekendte frisindede tyske Statsmand, Dr. Adolf Lette, som har oprettet Lettestiftelsen i Berlin, en Anstalt, der virker for Kvinders Uddannelse til selvstændigt Erhverv. Unge Piger kan der blive oplærte i alt Slags Kvindegerning, saasom: Rengøring, Vask. Strygning, Kogning, Bagning, Linned- og Skræddersyning, Modepynt, at lave Tøjblomster o. s. v., o. s. v. Dr. Lette er død for mange Aar siden, men hans Datter, Fru Schepeler-Lette, har i mange Aar været Formand for Letteforeningen. Den anden Datter, Fru Marie Fischer-Lette, var gift med en Kunstmaler, som boede i London; han er død for flere Aar siden. Ved et Besøg sammen med hans Enke paa Slottet Windsor, meddelte hun mig, at nogle af Malerierne der skyldtes hendes Mand. Fru Fischer-Lette er selv Kunstnerinde. Efter Mandens Død boede hun flere Aar i London, og gav Undervisning i Tegning. Samtidig tog hun ivrig Del i Fredsbevægelsen, som især i England er saa vidt fremme. For nogle Aar siden bosatte Fru Fischer-Lette sig i Tyskland, vel nærmest paa Opfordring af den ædle Fredsven, Hodgson Pratt, der saa hendes ihærdige, varme Interesse for Fredssagen. Hodgson Pratt havde selv for Aar tilbage rejst i Tyskland, for der, i Militarismens Arnested, at virke for Fredssagen. Han havde faaet stiftet Foreninger baade i Stuttgard, Darmstadt og Frankfurt am Main. Men til at vedligeholde Ilden, Interessen for Fredssagen, mente han, at en Tysk bedst egnede sig. Derfor flyttede Fru Fischer Lette til Tyskland, for ved sin milde, venlige, overbevisende Maade at tage Sagen paa, baade ved Samtaler og i Flyveskrifter, at virke for den. Hun opholdt sig snart i den ene, snart i den anden af Tysklands større Byer. Hun føler sig dog bedst hjemme i Frankfurt am Main, som er den eneste By, hvor de af Hodgson Pratt oprettede Fredsforeninger vedblev at bestaa.


Bemærkes maa det dog, at skønt Foreningerne er gaaede ind de andre Steder, saa begynder dog Fredssagen at faa godt Indpas i Tyskland ogsaa, hvilket Deltagelsen fra Tysklands Side i Fredskonferencerne i Rom vidner om. I London ifjor deltog fire tyske Rigsdagsmænd i Fredsmødet, og i Rom i Efteraaret var der mindst tolv tyske Rigsdagsmænd til Stede, foruden en Del Tyske, som deltog i Kongressen. Ved Konferencen og Kongressen i London var Fru Fischer-Lette Referent til en Mængde tyske Blade. „Havde vi blot mange saadanne Fischer-Letter,” skal en Gang Hodgson Pratt have sagt, anerkendende hendes Virksomhed. Hendes sidste Arbejde er et lille Flyveskrift om Konferencen og Kongressen i Rom: „Et Tilbageblik” kaldet. Ifjor udgav hun en Bog „om Fredsselskabernes Opkomst og deres Udvikling”, med en Liste over alle bestaaende Fredsforeninger i den gamle og den ny Verden.


Fru Fischer-Lette er meget virksom, og har skrevet mange smaa Pjecer og Artikler i forskellige Tidsskrifter, om Børns og unge Pigers Opdragelse, om Modedaarskaberne o. s. v. Ifjor Foraar udgav hun: „En Moders Testamente og hendes sidste Alvorsord til hendes Datter”. I alt, hvad hun skriver, aander den reneste Menneskekærlighed, hun vil Fred med alle!



« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Regioner