Hvor blev de kvindelige Cyclister af i Søndags?
Var det for koldt? Var de maaske bange for, at Fingerspidserne eller Næsetippen skulde komme til at fryse lidt? Noget maa der have været i Vejen, thi der var kun faa ude, men de faa havde ogsaa Fornøjelse af deres Ture. Det smukke Vejr og forholdsvis gode Føre burde have lokket alle cyclende Individer ud det er Synd at blive hjemme i saa godt Vejr.
Hvorfor skal Kvinderne altid lade sig skræmme af Kulden? Se om vore mandlige Medskabninger bliver i Kakkelovnskrogen, nej ud, og i rask Fart omkring paa Cyclen, bare Cyclisterne arbejder lidt, fryser de ikke.
I denne Tid er det Maaneskin; næsten hver Aften samles en Del Medlemmer af D. B. C. og andre Clubber for i Forening at ture om i de dejlige maaneklare Aftener. Hvorfor mon Kvinderne ikke tager med? Er det maaske mindre passende at cycle i Maaneskin end at løbe paa Skøjter i Maaneskin? Det synes at være noget nær det samme. Forskellen er bare, at Skøjteløbningen alt har vundet Hævd den er jo ældre hvorimod Cyclingen for mange endnu er et „terra incognita” Men det er det, vi skal raade Bod paa. Denne Sport, der er saa sund og tillige praktisk, bør finde Vej overalt og til alle, og den bør ikke alene drives om Sommeren, men ogsaa om Vinteren. De, som ikke har Dagen til deres Raadighed, maa tage Aftenen til Hjælp. De fleste har vel nok en Broder eller andet nærmere eller fjærnere staaende mandligt Individ, under hvis Beskyttelse de trygt kan stille sig, indtil vi kommer saa vidt, at Kvinderne ogsaa i den Retning kan føle sig som „Enere” og ikke som „Brøkdele” i Samfundssystemet, saa de vover at færdes paa egen Haand
