Strøtanker.
Der læses til Konfirmation de unge Mænd og Kvinder forberedes til dette maaske overvurderede Skridt frem paa Livets Tærskel. Deres kommende Pligter og Ansvar foreholdes dem, lægges alvorligt paa Sinde ved gentagne Paamindelser om og Forklaring af, hvad det er, der skal svares „Ja” til paa selve deres Konfirmationsdag Bekræftelsesdag!
Er en Bryllupsdag af mindre Betydning for Mennesket selv, for dem, der staar nær, eller for det hele Samfund?
Og dog glider Vielse efter Vielse forbi, uden at et eneste alvorligt eller forklarende Ord rettes til de Unge, Mænd som Kvinder, hvem man lægger i Munden at svare Ja til noget, de ikke selv vide, hvad er. Er dette Ansvarlighed over for de Unge? Vilde det ikke være langt rigtigere om, før Vielsen, Præsten havde til Pligt, for det første, i Stedet for en almindeligvis alt for gammel Vaccinationsattest, at skulle afkræve Brudgommen en Lægeattest til Betryggelse for, at han ikke medbragte sundheds- og samfundsfarlige Sygdomme ind i sit Ægteskab til Ødelæggelse af Hustru og Børn!
Attest for Sundhed fordres jo saa almindeligt ved talløse andre Lejligheder i Livet; uden at deri lægges noget Anstødeligt.
Og vilde det mon dernæst ikke være til mere Gavn, hvis Præsten, i Stedet for noget af den lange Tale, havde til Pligt, over for sine Brudefolk saa vel som sine Konfirmander, at skulle være ansvarlig for, at de, han har for sig, faar at vide, hvad det er, de gør havde Ansvarlighed for at skulle skaffe sikker Vished (Attest) for, nære Slægtninge eller andre havde ladet den unge Pige eller Mand prøve sig selv over for Bevidstheden om de Opgaver, som forestaar prøve om deres Tillid, Tro og Kærlighed til den, de har valgt, er stor og dyb nok til at ville kunne bære over Byrderne, Pligterne og Ansvaret over for hinanden indbyrdes, som over for den kommende Slægt.
Thi intet gør et Barn saa fortvivlet ulykkelig, som hvis Skælsalderen viser dette en Faders eller end mere en Moders Brøst, og intet gør et ungt Menneske saa ensom og hjemløs med sine Tanker som det at have Forældre og dog at maatte savne disse i bedste, inderligste Forstand.
Forældre, som selv ingen Klarhed har modtaget over Livet, dets Fordring og Ansvar, kan heller ingen sund, sikker, vidende Livsopfattelse bibringe deres Børn. Saa vist som man stikker sig mindre paa Tornene, naar man forud véd, hvor disse kan forekomme og saaledes kan undgaa disse, kan vare sig, saa vist vilde dette være Ret og vi Mødre, som staar med vore unge Børn paa Livets Tærskel, os maa det vel ligge nærmest at sætte Kræfter ind paa at faa rettet det Fejle!
Om der end sikkert er mange iblandt os, som viger tilbage for Opgaven, at bibringe sine Børn Fortrolighed paa dette Punkt fordrejet som Livsopfattelsen er bleven, saa er der vel og de Mødre blandt os, som forstaar at sige uden at saare.
Det er dem, jeg henvender mig til og ser vi først Vejen foran os, da Haand paa Ploven, vend ned det gamle, overstaaede Ugræs med sine lange, sejge, samfundskvælende Rødder, at den nye, spirefyldte, frugtbare Muld kan komme frem, og øverst nærmest ved Guds rige, tidsudviklende Lys, saa at vi faar en sund Samfundsjord med lige Agtelse og lige Ret for alle Mennesker, høj og lav, Mand som Kvinde Ægtehustru som Ægtemand.
