Bemærkninger til Strøtanker.
Bryllupsdagen, den vigtigste Dag i Livet ja, det er der vel neppe nogen, der benægter; men lægge Ansvaret for den fulde Forstaaelse af dens Betydning for de paagældende over paa Præsten, turde være meningsløst. Det maa være Hjemmet, Opdragerne, der i dette Tilfælde paatager sig den belærende Pligt, som Præsten udfører ved Konfirmationen. Er de Unge først komne saa vidt, at de knæler ved hinandens Side foran Brudeskamlen, kan det selvfølgeligt ikke tilkomme Præsten at granske Nyrer og Hjerter og lodde Dybden af deres Følelsesliv. Det er dem, der staar Brudeparret nær, der forinden den hellige Handling finder Sted, maa træde til med deres Erfaring og Avtoritet, og hjælpe de unge Mennesker til Rette, vinde deres Fortrolighed og Tillid og saa lempeligt og naturligt som muligt gøre dem opmærksomme paa de Fordringer, et Samliv vil stille. Præstens Tale, hans Raad og Formaninger, hvor velmenende og omhyggelige de end kan være, kan tilgiv mig et lidt vel stærkt Udtryk kun betragtes som Toppen paa Kransekagen.
En Lægeattest for Sundhed og ikke-samfundsfarlige Sygdomme! Ja, det vilde være udmærket, men, Haand paa Hjertet, hvor mange slap vel saa over Grænsen, og hvad er Grænsen? Kan man forlange, at to, der holder af hinanden, skal gaa den sørgelige Pilgrimsgang til Lægen for at faa konstateret en begyndende Brystsygdom eller Ansats til Kræft; og hvis Lægens Udsagn bekræfter deres triste Frygt, tør man saa kommandere de to Stakler ind i et Liv, der kun bliver en eneste lang Resignation?
Her er Moderen død paa et Sindssygehospital, der Faderen af Tæring. Disse Menneskers Børn, der efter al Sandsynlighed arver Forældrenes Sygdom, skal altsaa ikke have Lov at gifte sig? Og hvor ofte ligger ikke Spiren til de farligste Sygdomme saa fuldstændig skjult hos Individet, at selv den dygtigste Læge ikke kan opdage den, før pludselig en skønne Dag Sygdommen bryder ud i lyse Luer, maaske netop kort efter, at den vedkommende med Lægens Tilladelse er gledet ind i Ægteskabets Havn.
Mon Forfatteren af „Strøtanker” rigtig har tænkt over, hvor mange tusinde ensomme, der vilde blive, hvor mange, der uden egen Skyld vilde blive sat bort fra Livets Bord, om saadanne Love kom i Anvendelse. Jeg frygter for, at hvor fornuftige og berettigede de i og for sig kan synes at være, turde de dog være lovlig drakoniske.
