Kvindelig Fremskridtsforenings
selskabelige Sammenkomst i Mandags havde samlet talrige Deltagere, og det var virkelig en stor Fornøjelse at se de mange Unge med de glade Ansigter.
Det rolige og hjemlige i Kvindelig Fremskridtsforening, der altid gør det hyggeligt for Medlemmerne ved disse Sammenkomster, fandt trods de fyldte Lokaler endnu mere sit Udtryk denne Aften. Man véd gensidig om hverandre, at det er Interesse for Kvindesagen og sociale Spørgsmaal, der har ført Medlemmerne sammen. Derfor finder her ingen højtidelig Præsentation Sted, ingen Seen paa Tøjet eller store Navne. Det er Kvinder og Mænd, som vil noget godt for de Samfund, hvori de lever, medens de selv søger Udvikling sammen med den Kreds, de gennem Kvindelig Fremskridtsforening møder.
Med et Ord, man føler sig som i en Vennekreds, og der keder man sig aldrig.
Man drak Kaffe i Fællesskab Kl. 9 ½ og derefter tog Diskussionen sin Begyndelse for dem, som ikke vilde danse.
Fru Johanne Meyer indledede Diskussionen: „Hvad Nytte kan Kvinderne gøre ved de forestaaende Folketingsvalg”. Alle var vist enige i, at Kvinderne burde tage aktiv Del i Valgene; Taleren mente, at den Støtte, Kvinderne kunde yde ved Valgene, kunde ske paa to Maader, enten ved at tilbyde sig som Hjælpere i de politiske Organisationer, ved hvilke Mændene allerede havde gjort et stort Arbejde, eller Kvinderne kunde danne en særegen Organisation, hvorved de kunde holde selvstændige Møder i alle Kredse, indbyde baade Vælgere og Valgkandidaterne og saa fremlægge de Sager, som de særlig ønskede fremmede, og Taleren mente, at det kunde maaske gøre den Virkning, at Gruppepolitiken inden for Venstre vilde skifte Karakter.
Hr. Grosserer Lachmann fandt, det var uheldigt, at Kvinderne vilde blande Kvindesagen ind i Politiken paa et Punkt, hvor det galdt Frihed eller Trældom for Folket. Naar vore Grundlovsforhold var klarede, da var der Tid til at tale om Kvindens Rettigheder, som da vist intet Menneske vilde nægte dem. Hr. Lachmann fandt, det var det vigtigste, at Kvinder og Mænd, som var oplyste nok til at forstaa, at Socialdemokraterne var dem, der vilde Retfærdighed, de burde ogsaa stille sig i deres Rækker, da Kampen i Øjeblikket stod mellem disse to Partier, Højre og Socialdemokratiet.
Hr. Veksellerer Lamm udtalte sin Sympati for Kvindernes Optræden ved Folketingsvalgene i 1890. og opfordrede dem til fremdeles at agitere for deres Sag, og ogsaa ved dette Valg overalt i Landet stille Interpellationer til Kandidaterne paa Valgdagen.
Fru Anna Nielsen oplyste, at Socialdemokratiets Kvinder allerede fra 1872 havde taget aktiv Del i Valgagitationen, og Frk. Anna Hansen delte ikke Hr. Lachmanns Frygt for, at det vilde skade Mændenes Kamp for Friheden, at Kvinderne stillede deres egne Krav. Kvinderne kunde ikke vente. Arbejderkvinderne og Middelstandskvinderne følte bedst, hvor uhyre hæmmende det virkede paa deres Adgang til Erhverv, at de borgerlige Rettigheder var dem nægtede de kunde ikke tie og vente med deres Sag.
Da endnu flere havde haft Ordet, var Klokken næsten tolv. Der dansedes nu af i den store Sal og præcis Kl. 12 skiltes man, tilfredse med at have tilbragt en indholdsrig og fornøjelig Aften.
Mandag den 8de Februar vil Hr. Dr. phil. Adolf Hansen holde Foredrag om „Swifts Kamp for Irlands Selvstændighed”.