Elpis Melena.

Elpis Melena er Pseudonymet for den begavede Forfatterinde, Fru Maria v. Schwartz. Hun er født i England, men hendes Fader var tysk. Hendes første Mand døde efter kort Tids Ægteskab. Fem Aar senere giftede hun sig med den Mand, hvis Navn hun bærer; men Ægteskabet var ikke lykkeligt, og efter tolv Aars Samliv blev de lovformelig skilte. Hun har rejst meget i Syden, mest til Hest: interessante Skildringer skylder disse Rejser deres Tilblivelse. Paa Øen Kreta i Middelhavet bor hun paa sin dejlige Villa Khalepa, omgivet af Haver og Vinbjerge. Hun er til Hjælp og Velsignelse for Øens fattige Befolkning, hvis Velgørerinde hun kaldes. Ved at se al den Overlast, Dyrene især i Syden er udsatte for, har hun søgt at virke til Gavn ogsaa for de Umælende, som ikke selv kan klage sin Nød over Menneskenes Grusomhed imod dem. Hun har været med til at stifte og støtte Dyrebeskyttelsesforeninger mange Steder. Paa fem forskellige Sprog har hun skrevet en Mængde Afhandlinger om Beskyttelse af Dyrene. Vi kender jo alle af Erfaring, hvor hensynsløst der tidt omgaas med Dyrene; det sker ikke af Ondskab, men simpelt hen af Tankeløshed, fordi Menneskene ikke tænker derover. Til Eksempel, naar Fiskesælgerne stikker Bismerkrogene igennem den levende Fisk. Eller man ser om Sommeren Vogne, belæssede med Lam, hvis Ben er sammenbundne, kastede imellem hverandre, som om de ingen Følelse havde. Et Lam hænger med Hovedet ud over Vognfjælen, mens denne gnaver i Dyrets Hals ved Vognens Bevægelser, et andet Lam ligger henslængt foran Agestolen, hvori Karlen sidder, og det hænder, at man ser hans Træsko

benytte Dyret som Skammel o. s. v. Man ser undertiden Heste for Arbejdsvogne med blodige Saar under det haarde Seletøj, der gnaver i Dyrets Kød. Der gaar af og til en Skælven gennem Hestens Lemmer, den kan ikke klage sin Smerte paa anden Maade. Saaledes kunde der fremdrages mange Eksempler; men Dyrebeskyttelsen her i Landet skyldes Tak, fordi den har haft sin Opmærksomhed henvendt paa de Plagerier, Dyrene er udsatte for. Dens Indflydelse spores mange Steder, hvor det har lykkedes den at aabne Øjne og Hjerter for den Uret, der gøres imod Dyrene.

Elpis Melena arbejder ogsaa imod Vivisektionens Grusomheder, det vil sige: de Lærdes barbariske Forsøg med levende Dyr. I sin fortræffelige Novelle Gemma behandler hun Vivisektionsspørgsmaalet. Gemma er en ung Pige, Datter af en Læge, som vivisikerer. Den videbegærlige unge Pige finder tilfældig blandt Faderens Bøger et Værk, som beskriver de Forsøg, som gøres med Hunde, Kaniner, Frøer o. s. v. for Videnskabens Skyld. Hun læser om, hvorledes man udspænder disse levende Dyrs Lemmer, skruer dem fast, saa at de ikke kan røre sig, mens man skærer og stikker i deres levende Kød, dels for at erfare en Dyret indgivet Gifts Virkning, dels for at se, hvorledes Livet pulserer o. s. v., o. s. v. Og, naar det stakkels Dyr saaledes er pint og halv dødt, løslader man det, og plejer det, indtil det er kommet sig, for at der kan begyndes forfra igen, og Dyret underkastes de samme Lidelser, altsammen for Videnskabens Skyld! For lettere at kunne behandle de modstridende Dyr, indgiver man Kurare, en Gift, som lammer Dyrets Bevægelser, men ikke det Følelsesnerver. Da Gemmas Fader en Dag benytter deres egen gamle trofaste Hund, som en Gang har reddet hendes Liv, bliver hun fortvivlet og anraaber Faderen om Barmhjertighed. Fortællingen slutter med, at hun dør, mens Faderen, Lægen, bliver sindssyg.

Da Elpis Melena i November fyldte 70 Aar, modtog hun Lykønskningsskrivelser fra 58 forskellige Dyrebeskyttelsesforeninger.

Ogsaa Fredssagen interesserer hun sig for. Gamle Lemonnier, som sammen med Garibaldi og Victor Hugo stiftede Fredsligaen i Genf, var blandt hendes Venner. I et Brev til Fredrik Bajer i Januar Maaned tilsiger hun ham sin Skærv til Fredsbureauet. Frihedshelten Garibaldi havde stor Indflydelse paa hende, hun har udgivet en Biografi af ham 1861, og senere 1884 har hun skrevet og samlet forskellige Træk af samme Helts Liv.

Efter Dyrevennen gengives følgende om Elpis Melena: „For Italiens Enhed og Frihed opofrede hun sig med glødende Iver og kom derved endog i største Livsfare, da hun 1859 fik en farlig Mission af Garibaldi, nemlig at agitere imod den Bourbonske Regering paa Sicilien. Hun blev arresteret i Messina og beredte sig allerede til Døden. Om denne interessante Episode af sit Liv fortæller hun selv: „I min ophidsede Stemning var mine Nætter til Dels søvnløse, og jeg turde aldrig afklæde mig, men laa i min tunesiske Kaftan i en halv drømmende Tilstand, forventende hvert Øjeblik at høre Raabet: Leve Viktor Emanuel og Garibaldi! Hvad der forhøjede det pinlige i min Stilling, var den fuldstændige Ensomhed, hvori jeg befandt mig; thi jeg turde jo ikke betro mig til nogen af min Omgivelse. Af de tre Nætter, som endnu var tilbage, før jeg kunde vente Dampskibet Quirinal, var den første endnu ikke helt til Ende, da jeg i Begreb med at slumre ind, pludselig vaagnede til fuld Bevidsthed ved en stærk Banken paa min Dør. Jeg forholdt mig passiv, men nu blev der banket voldsommere, medens en bydende Stemme raabte: „Luk op efter højere Ordre, ellers bryder vi Døren op!” Tanken om, at jeg frem for alt maatte tilintetgøre Garibaldis Opraab til Siciliens Indvaanere, rev mig ud af den apathiske Tilstand, hvori jeg laa mere død end levende. Men hvorledes udføre dette? Døren var allerede opbrudt, og Politibetjentene betraadte det forreste Værelse. Man slog nu paa Skillerummet lige ved mig; jeg kunde intet andet gøre end saa sagte som muligt sønderrive Garibaldis Proklamation, der vilde være bleven min Dødsdom, stoppe den i Munden og nedsvælge den. Desværre var Papiret saa svært, at jeg nær var bleven kvalt ved at fortære det, og jeg kunde med stort Besvær faa et Ord frem, da ogsaa Skillerummet faldt for mine Forfølgeres Slag, og tre af disse stod Ansigt til Ansigt med mig, befalende mig at følge dem. Takket være den vidunderlige Energi, der stundom, lig en himmelsk Gave, netop tildeles os under den mest truende Fare, lykkedes det mig dog at tale djærve Ord til dem og at paaberaabe mig den engelske Konsul, som uden Tvivl vilde beskærme mig, medens Englands Regering strengt vilde straffe hver Voldsgerning, øvet mod en af dens Undersaatter. Dog alt, hvad jeg sagde, syntes at være forgæves, og jeg modtog kun et højst forbitret Svar, der gik ud paa, at Konsulen ikke kunde hjælpe mig, eftersom Regeringen nok vidste, hvorfor jeg var kommen til Sicilien.”

Fru v. Schwartz beretter derpaa, hvorledes hun hensynsløst blev trængt ned ad den mørke Trappe, og fik end ikke Lov til i Enrum at fuldende sin Paaklædning; man tvang hende til at stige ind i en Vogn, som holdt parat foran Hotellet, og som førte hende i Fængsel. Da Fangevogteren kom til Stede og med en Lygte belyste Rummet, hvori man førte hende ind, saa hun, hvorledes Væggene dryppede af Fugtighed, og at der kun var et smudsigt Straaleje, en Vandkrukke og en Træskammel i Cellen. Der var intet Vindue, kun en tilgitret Aabning, igennem hvilken en forpestet Luft trængte ind. Efter lange Timers pinlige Venten paa dette Sted mærkede hun med Henrykkelse, at en Nøgle blev stukket i hendes Dør. Fangevogteren traadte ind. „Signora,” sagde han i en medlidende Tone og lod Skæret fra Lygten falde paa hendes Ansigt, som om han nøje vilde lære sin ny Fange at kende, „jeg bringer Dem kun Brød og Vand.” Nu bestormede hun ham med Bønner om at sige hende, hvad man havde i Sinde med hende; men paa alle Spørgsmaal svarede han kun: „Ja hvem kan vide det? Tiderne er slemme.” Ved den fjerne Lyd af en dump Klokke ilede han derpaa pludselig bort, mumlende mellem Tænderne: „Hellige Madonna, ny Ofre! „Hvor længe

jeg -- hedder det videre derefter laa sammenknuget paa Skamlen i sand Dødsangst, til Pris for min ophidsede Fantasis vildeste Forestillinger, er mig umuligt at sige. Kun staar det klart for min Erindring, at i hin grufulde Stund led jeg alle de Kvaler, som gaar forud for en Henrettelse, og da Døren paany aabnedes, troede jeg. at jeg nu skulde befordres over i Evigheden. Fangevogterens Stemme vakte mig af min Feberdrøm. Paa ny begyndte jeg at spørge ham ud. Da jeg havde endt, sagde han: „Signora, De kender mig neppe mere. Men fremmed for mig er De ikke!” Og nu opklaredes det, at Fru v. Schwartz mange Aar i Forvejen havde været en Velgørerinde for Fangevogterens Moder. Han, Peppo, som den Gang var ganske ung, havde hørt en Del herom og vilde ikke for nogen Pris overgive sin Familjes Hjælperinde til Døden; thi enhver, som betraadte dette Fængsel, sagde han hende lige ud, havde intet mere at haabe. Samme Nat flygtede hun ved sin trofaste og taknemlige Førers Hjælp, tilbragte nogen Tid hos hans Hustru, og sejlede Dagen efter, uden videre Hændelser, til Neapel.”

Og hermed har vi da forestillet Læserne endnu en af disse Kvinder, hvis Virksomhed ikke er indskrænket til et enkelt Land eller Folk, men hvis store Hjerte omfatter mange Lande, hele Menneskeslægten, ja endog vore lavere Medskabninger.