Et godt Tegn.
Det er altid glædeligt, naar mandlige Foreninger indbyder kvindelige Talere til deres Møder; ti selv om der gemmer sig den lille Egoisme bag ved, at Kvinderne skal hjælpe dem til at agitere for deres politiske Valg eller i større Grad støtte dem i Kampen for Tilværelsen, saa vidner det dog om Tillid til Kvinderne, og vi er altid taknemlige derfor Saaledes havde Maskinarbejdernes Forbund gennem dets Formand, Hr. Hurop, indbudt Fru Johanne Meyer til i Tirsdags at tale i dets Forening.
Fru Meyer talte om de tre Samfundsløgne: Militarismen, Fattigdommen som et nødvendigt Onde og Kvindens Bestemmelse til at være Manden underordnet. Taleren viste, hvorledes disse Samfundsløgne laa som Bjerge, de trykkede og stængte for Sandhed og Sundhed i Folket. Hun viste, at hvis man havde Tro paa sin Sag, saa kunde man flytte Bjerge, vel ikke saaledes, at man kunde sige til Bjærget, flyt dig og kast dig i Havet, men man kunde samle Mod og Vilje til at bestige Bjærget, gaa over det og saaledes lægge Bjærget bagved sig, og det forjættede Land, hvor Lighed og Broderskabets Aand havde Magt, var naaet.
Foredraget hørtes med stor Interesse og vakte Bifald. Derefter fulgte en meget interessant Diskussion, hvori flere Mænd deltog. - Desværre lod Kvinderne ikke høre fra sig; de var meget svagt repræsenterede i Forsamlingen, men det havde maaske ogsaa mere Værdi i denne Forsamling at børe Mændenes Udtalelser.
Hr. Hurop var fuldstændig enig med Taleren baade om Krigens og Fattigdommens Afskaffelse og Kvindernes fuldkomne Ligestilling med Manden i det sociale Liv, skønt han meget beklagede, at Kvinderne stod saa langt tilbage i deres egen Sag. Hr. Lumby mente, Fru Meyer saa for skeptisk og for strængt paa Mændene; ti det var naturligt, at naar Mændene som nu vitterligt var Herrer paa Arbejdsmarkedet, saa hvorledes Kvinderne trængte ind og underbød Mændene, maatte de holdes tilbage: han mente, det, det gjaldt om, var at faa Kvinderne organiserede og gøre dem indlysende, at de maatte hævde lige Løn for samme Arbejde. Fru Meyer indrømmede, at det var nødvendigt, men paaviste det umulige for Kvinderne, naar de var udelukkede fra al Faguddannelse. Værkstederne vilde ikke oplære dem, lige saa lidt som Forældrene vilde koste paa deres Pigebørns Uddannelse; Kvinderne maatte derfor blive Fuskere i deres Arbejde. Hr. Schalk udtalte som sin Mening, at naar Manden nu i Virkeligheden repræsenterer en Slags Arbejdsgiver for sin Hustru, saa var det naturligt, at han ogsaa havde Ret til at sætte hende til Arbejdet, og forlange Maden i rette Tid og Huset i Orden, og sagde han videre, Fru Meyer forlanger, at Konerne skal holde Kvindebladet, men det var der ikke Raad til, og saa regnede Hr. S. en hel Masse Blade og Foreninger, Sager, som først var paa Listen, hvortil Hr. Hurop meget rigtigt bemærkede, at skulde vi regne paa den Maade, at Kvindebladet kun maatte holdes, hvis der kunde blive lidt tilovers, saa blev der vist næppe noget deraf; Hr. Hurop havde abonneret paa Kvindebladet „Hvad vi vil” fra dets Begyndelse, og hvorfor kunde ikke Mændene holde det, naar Kvinderne ikke forstod deres egen Sag. Kvindesagen bør støttes, han mente, først da vilde Mændene naa frem til Sejr for deres Sag.
Stemningen var afgjort for Kvindesagen.
