Indbydelse til frisindede Mænd og Kvinder.
Kvindelig Fremskridtsforening, hvis Formaal er at vække og vedligeholde Interessen for sociale Spørgsmaal hos Kvinden og arbejde for hendes Ligestilling med Manden i Stat og Kommune, indbyder enhver Mand og Kvinde, der interesserer sig for denne Sag, til at indmelde sig i Kvindelig Fremskridtsforening for at deltage i Arbejdet.
Samfundsnøden stiger, vore politiske Forhold bliver mere og mere indviklede, og Kvinderne staar endnu paa saa mange Maader uklare og ubevidste om alle disse Forviklinger, samtidigt med, at Nøden tvinger dem ud paa Arbejdsmarkedet, hvor de underbyder Manden, saa Konkurrencens haarde Knude knyttes endnu fastere, og Fattigdomsspørgsmaalet banker stærkere og stærkere paa Middelstandsklassens Dør.
Det er under disse Forhold af højeste Betydning, at alle de Mænd og Kvinder, som paa nogen Maade tænker over Samfundets Vel, ogsaa samler sig i Foreningslivet for at drøfte disse Sager og klare Kvindens Stilling paa Arbejdsmarkedet og i Hjemmet, i det offenlige Liv og i Skolen, og det er Foreningens Opgave.
Kvindelig Fremskridtforening afholder Møder den 2. og 4. Mandag i hver Maaned, dels med Foredrag, dels med Diskussion og selskabelige Sammenkomster, i sit smukke og rummelige Lokale, Østergade 15. Det er ikke blot Kvindernes Ret, der her tales om; men det er meget mere Foreningens Formaal at vække Kvindernes Interesse og Deltagelse for sociale og politiske Sager. Saaledes var det Kvindelig Fremskridtsforening, der her i København først satte Sindene i Bevægelse for Fredssagen, idet Fru Mathilde Bajer satte en Fredsadresse i Gang, og gennem denne vendte Kvindernes Tanker til Tro paa Fred mellem Nationerne. Det var Kvindelig Fremskridtsforening, som efter Forslag af Fru Anna Nielsen om Oprettelse af et Organ for Kvindesagen, et Blad, redigeret af Kvinder, satte Kvindebladet „Hvad vi vil” i Værk, hvilket dog har hjulpet Kvinderne til nogen Forstaaelse af deres berettigede Krav. Ligeledes var Tanken om den bekendte Madadresse og det store Kvindesagsmøde ved den slesvigske Sten 1891, hvilken sidste saa at sige vakte Opmærksomhed i hele Evropa, udgaaet fra Kvindelig Fremskridtsforening.
Foreningen tæller en Del Medlemmer, der med Energi og utrættelig Flid arbejder for Fred og Fremskridt, men vi burde tælle Tusinder; vi beder derfor indtrængende socialt og politisk oplyste Mænd og Kvinder at støtte vore Bestræbelser ved at indmelde sig i Foreningen.
Kontingentet er 2 Kr. aarlig, saa vel for udenbys som indenbys Medlemmer, og Indmeldelser modtages hos Formanden, Fru Johanne Meyer, Naboløs 4, 2. Sal, K.