« Tilbage til søgeresultaterne

"Fordi man er Kvinde, skal man stænges inde."

« Se emneord

Mændene kan gaa, hvor de vil, bevæge sig paa hvilketsomhelst Terræn, de ønsker. Med os stakkels Kvinder er det ganske anderledes. - Vi er henviste til velvedligeholdte Parkanlæg, hvor der staar en Opsynsmand ved Ind- og Udgangen.


Men er det nok for Kvinderne? drages mange af os da ikke ud til større Felter, Skov og Mark. Især om en Kvinde vil studere Naturen, saa kan det da ikke være tilstrækkeligt for hende at sætte sig hen i et af Menneskehænder vedligeholdt Anlæg. - Ja bevares, vi kan jo tage i Skoven i sluttet Selskab, eller, om vi vil det, ledsaget af vor Kæreste, vor Mand, en Slægtning, en eller anden gammel Tante. Men naar man nu ikke har en eneste af hele dette Livvagtsregimente, ja saa skal vi nok snart faa at se, hvor langt man tør vove sig udenfor Byen. - Der fortælles om de unge Indianerkvinder i Nordamerika, at de aldrig tør gaa udenfor Lejren eller Landsbyen alene, da de altid maa befrygte at blive overfaldne af Mænd. De stiller sig derfor under en ældre Kvindes Beskyttelse, naar de gaar til Festlighed eller udenfor Byen. Vi lever i et oplyst civiliseret Land, men er vi stort bedre stillede? Hvor langt tør vi fordriste os ud over de afstukne Grænser? - Mærkeligt er det i Grunden. I vore ellers saa fredelige Skove, hvor hverken Ulve, Bjørne, Løver, Tigre eller giftige Slanger huserer, der kan en Kvinde dog ikke bevæge sig frit eller blot i ti Minutter slaa sig trygt til Ro, - fordi hun altid maa frygte for at møde et af sine Medmennesker, - en Mand.


Saa lavt staar mange af vort højt oplyste Samfunds Mænd endnu, at de mener at have Ret til at tiltale og forulæmpe en Kvinde, naar de møder hende ene. Og saa trælbundne er endog mange Kvinder, at de selv siger: „Ja, men det er heller ikke passende for en Dame.” Det er denne Lænke, disse to Ord „ikke passende”, der holder Kvinderne i Fangenskab, der trælbinder dem inden fire Mure, naar de i Følge deres Trang og Krav staar med lige saa fuld Menneskeret som Manden til at færdes frit. Naar dog blot en Gang Kvinder som Mænd rigtigt kunde faa Øjnene op for, hvad der „er passende” og hvad der „ikke er passende”, hvad der er rent og ikke rent. Ubegribeligt er det, at ikke mange Fædre og Mødre af den gamle Skole finder det upassende, ja urent, at deres Døtre løber halvnøgne fra det ene Bal til det andet. Ikke nok med, at de udringer Kjolelivet indtil det uanstændige, men endogsaa pudrer Hals og Arme, for at de kan se rigtig hvide og indbydende ud. Her kunde vi tale om, hvad der er passende for en Dame, og hvad der er anstændigt. Men nok derom; heldigvis har en hel Del Kvinder nu begyndt raskt og ihærdigt at bane Vej for sig og andre: Sportskvinderne, som paa Bicycler farter vidt omkring uden nogen som helst Livvagt. I Begyndelsen vakte det naturligvis Forargelse at se Kvinder benytte disse Køretøjer, men efterhaanden som Folk er blevne vant til at se dem, bliver Uviljen imod dem stedse mindre. Lige saa vil det for haabentlig gaa efterhaanden som i Særdeleshed Mændene bliver vant til at se Kvinder


færdes ene i Skove og paa afsides Steder. Og efterhaanden vil Betegnelsen „ikke passende” mere og mere vige tilbage for en sundere og fornuftigere Opfattelse, alt eftersom de unge Kvinder bryder ud af Hjemmets og Byens Jomfrubure og erobrer de større Felter, som Mændene indtil nu har forbeholdt sig selv.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner