Unge Kvinder.
Det er, som vi har hørt sige for saa længe siden og saa ofte:
Evropa deler sig mere og mere i to Lejre: den socialdemokratiske og den reaktionære. De liberale Partier og Venstre gaar overalt itu: de ubemidlede gaa til Socialdemokratiet, Arbejdsgiverne til det konservative Parti. Al Kævl om dit og dat mellem saakaldte liberale og saakaldte reaktionære Grupper blegner over for det store Spørgsmaal, der kun tillader to Partier: Spørgsmaalet om Brød til de fattige. Tag alle de liberale og konservative Partiers Programmer og virkeliggør dem med et Trylleslag: mon derfor de fattige faar det bedre? Sikkerlig ikke. Der gives kun et eneste Middel, der nytter, kun en eneste Reform, der batter: Tilintetgørelse af Kapitalens Overmagt, en ny Arbejdsdeling, en socialdemokratisk Stat. Ingen Statsform er aldeles fuldkommen. Men en socialdemokratisk Stat, hvor alle i Forening ejer Kapitalen, er i al Fald et uhyre Fremskridt, tilstrækkelig for lange Tider.
Troen paa Retfærdigheden af den kapitalistiske Stat, - lad os i Modsætning til den socialdemokratiske Stat kalde den "den liberale Stat". - existerede engang, men er i Færd med ganske at forsvinde. Der sættes en uhyre Kraft ind paa at trænge de socialdemokratiske Ideer tilbage, - Politi, Militær, Undtagelseslove, Forfølgelser, - men ransag Magthavernes Hjærter og man vil finde, at de tror ikke paa deres egen Sag. Man holder paa "den liberale Stat", fordi man tjener Penge i den, man forfølger Socialdemokraterne, fordi deres Stat vel skaber Lykke for den store Masse, men dog truer Kapitalisternes Privilegier. Intelligensen overalt i Evropa har tabt Troen paa, at det er muligt uden en forandret Arbejdsdeling at raade Bod paa og dæmme op mod den overhaandtagende Fattigdom. Dermed er Socialdemokratiets Sejr given. Man maatte være blind for ikke at se, hvordan dette Parti med rivende Hurtighed tiltager i Tal og Magt overalt uagtet den uhyre Modstand, som egoistiske Interesser sætter imod det. Tæl ikke Socialdemokraternes Antal efter Antallet af Medlemmerne i deres Foreninger. Husk paa, at der bag ved dem staar en uhyre Almue, der er for forsulten og ulykkelig, og maaske for uoplyst og haabløs, til at indlemme sig i nogen politisk Organisation. Men naar Timen slaar, finder den sin Plads i Rækkerne blandt dem, der lader skimte et Haab om en bedre Samfundstilstand, om Mad for de sultne og Varme for de forfrosne. Baade blandt de ubemidlede og blandt de bemidlede har Socialdemokraterne talrige Meningsfæller, der maa tie for ikke at blive ruinerede.
Socialdemokraternes Sejr er hævet over al Tvivl. Men naar? En uigennemtrængelig Taage skjuler Fremtiden. Om Befrielsens Time slaar om 10 Aar eller om 50, kan intet Menneske vide. Der er dem, der tror, at Sejren absolut maa ligge langt ud i Fremtiden, fordi Nutiden ikke er tilstrækkelig forberedt. Det er muligt, men snarere har det ikke meget paa sig. Mon man egentlig i Aarene før den store franske Revolution var mere forberedt end nu paa en Omvæltning? Næppe. Den store Masse af Befolkningen var knap nok saa vaagen som nu. Derfor maa ingen sætte sig fast i den Tanke, at det ikke er rimeligt, at han kan faa de nye lykkelige Tider at se.
En Ting er imidlertid vist: at vi selv i betydelig Grad har det i vor Magt at fremskynde den Tid, vi længes efter.
Det gælder om at vække den politiske og sociale Interesse, at udbrede de socialistiske Ideer og at samle alle, der ønsker et nyt Samfund, i et ubrødeligt og stærkt Forbund.
Der er en Halvdel af Folket, som er meget langt tilbage: det er Kvinderne. Der er Undtagelser, - men gennemgaaende er de langt fra saa vakte for sociale Spørgsmaal som Mændene og derfor heller ikke saa værdifulde Støtter for den socialdemokratiske Sag som disse. Der er noget at indhente her. Vel tror jeg ubetinget paa Socialismens Sejr, men kun Daarer undervurderer Fjenden. Man skader sin egen Sag ved ikke at vedgaa, at den kapitalistiske Stat er stærk endnu. Vi overvinde ikke Modstanden uden at samle alle, der lide, under vor Fane. Proletariatet er svagt af Sult og Nød. Kun et ubrødeligt Sammenhold, kun det, at hver enkelt, Kvinde som Mand, er gcnnemtrængt af Overbevisningen om det nuværende Systems Uretfærdighed og af Troen paa en bedre Ordning, kan danne den nødvendige Modvægt mod Kapitalismens Pengeposer og Bajonetter. Men saa kan man ikke undvære den halve Del af Almuen: Kvinderne. Deres Ligegyldighed skader vor Sag uhyre, deres Mangel paa Forstaaelse hindre Hjemmene og Familierne i at byde den størst mulige Modstand mod det, vi bekæmper. En sløv Hustru, en uforstaaende Søster, en lige glad Kæreste virker skadeligt ind paa Manden og modarbejder vor Agitation. Det er en vild Misforstaaelse at tro, at vi kan nøjes med, at Kvinderne ikke direkte modarbejder vore Forsøg paa at rejse Arbejderne til Kamp mod Kapitalismen: vi trænge til Forbundsfæller, til Hjælpere.
Det er vel sandt, at der kan være Vanskeligheder forbundne med at bringe Kvinderne, og da navnlig Husmødre, der har meget at tage vare hjemme, frem til den samme Forstaaelse som Mændene. Men naar man er enig i, at Kvinderne bør med, saa søger man at overvinde Vanskelighederne, og gør i al Fald hvad man kan. Ungdommen kan man i hvert Fald gøre meget for at vinde.
Der er gjort en hel Del paa flere Maader for at vække Kvinderne til politisk Interesse og Forstaaelse, hvad med Nødvendighed for alle ubemidlede Kvinders Vedkommende fører til Socialismen. Thi en uformuende Mand eller Kvinde, der ikke er dum, maa nødvendig være Socialdemokrat, simpelt hen fordi det faktisk er det eneste Parti i hele Verden, der giver noget tilforladeligt Haab om lykkeligere Samfundstilstande. Alle andre Partier naar højst til at angive Midler til at fjerne de Ulemper, der genere de bemidlede, men intet liberalt eller konservativt Parti er saa dristigt blot at paastaa, at Realisation af dets Program vil fjerne Fattigdom og Nød. Oplysning fører enhver arbejdende Mand og Kvinde til Socialismen. For en ganske kort Tid kan der være Tale om, at Socialdemokrater paa den ene Side og liberale og konservative paa den anden Side kappes om Arbejderstemmer, men det er kun en kortvarig Overgangstilstand. Derfor er Oplysning Socialismens Ven, fordi den fører til Socialisme.
Blandt de Foreninger, som virke for at bringe Kvinderne frem i politisk Oplysning og Forstaaelse, er "Kvindelig Fremskridtsforening". Det vilde være Kortsynethed, om ikke enhver Mand og Kvinde, der har Øje for Samfundets Nødstilstand, støttede denne Forening i dens Bestræbelser for at faa Kvinderne frem. Det har vist sig, at Foreningen udfolder betydelig Energi; den fortjener Tilslutning af Kvinderne, og da først og fremmest af de unge.
Den begyndte som Diskussionsforening for at vække "sociale og politiske" Interesser, men lod det dog ikke ret længe blive ved Debat om Spørgsmaalene, men tog med Kraft og Mod fat paa sociale Opgaver. Der blev nedsat Udvalg for Tyendesagen, dannet Syskole, social-politisk Skole, udgivet Bladet "Hvad vi vil", og mange større Foretagener paatænkes. Aabne selskabelige Sammenkomster, for at enhver kan faa Adgang til at blive bekendt med Foreningen, har man paabegyndt i Vinter. Men her trænges til Arbejdskræfter i alle disse mange Forgreninger af Foreningens Virksomhed, og derfor gælder det om at faa Kvinderne, og da navnlig dem, der har Fremtiden for sig: Ungdommen, til at faa Interesse for politisk Liv og sociale Spørgsmaal, og derfor, i unge Kvinder, meld Eder ind i "Kvindelig Fremskridtsforening", stil Eder i de Grupper, hvor I føler, I kan arbejde, og I vil visselig bidrage til, at vi hurtigere naa vort Maal.
Et Medlem af Kvindelig Fremskridts forening.
De Kvinder, der ønsker nærmere Oplysning om Kv. Fr. eller ønsker at danne Kredsafdelinger indenfor København, kan henvende sig til Formanden, Fru Bajer, Korsgade 56, 2. S., N., eller til "Hvad vi vil"s Redaktør, Johanne Meyer, Naboløs 4.
