Frøken Marie Jørgensens Skole i Odense.
Det bedste Indlæg i Kvindesagen er Fremlæggelse af et stort socialt Arbejde, øvet af Kvinder. Den Slags Beviser maa den offenlige Mening bøje sig for; de viser, at Kvinderne dog ikke i nogen ringere Grad sidder inde med intelligente Kræfter, Mod og Vilje til at yde sit Bidrag til Gavn for Samfundet, og er Kvinden i Besiddelse af lige saa stor Dygtighed som Manden, hvorfor da behandle hende som et umyndigt Væsen, der lukkes ude fra Medbestemmelsesret i alle offenlige Sager.
Iblandt de mange Kvinder, der har gjort et stort Arbejde i Skolens Tjeneste, er Frøken Marie Jørgensen i Odense. I en lang Aarrække har hun ved sin Energi og Forstaaelse af Tidens Fordringer hjulpet mange unge Piger frem til Dygtighed og Selvstændighed, og ved omhyggelig Undervisning gennem dygtige Lærerkræfter udrustet de Unge med en større Modstandsevne over for Livets mange Vanskeligheder.
Skolen, som foruden at være en Børneskole, hvorfra der tages Præliminæreksamen, tillige er en Uddannelsesanstalt for Lærerinder, tilbyder sig ogsaa som Hjem for de Unge, der kommer ude fra. I dette hyggelige Hjem - her findes baade Have, Klaverer og Orgel - kan da heldigt stillede unge Piger under forstandigt Tilsyn nyde et lykkeligt Aar af deres Liv, om de vil uddannes til Lærerinder.
Nye Elever optages i Maj. Se omstaaende Avertissement.