Kvinder som Mejeribestyrere.
At de meget faa Kvinder, der for Øjeblikket findes i Mejeribestyrerstillingen, føler sig ilde berørte af min første Artikel, er vel ganske naturligt, da det nu en Gang er blevet almindelig Skik at „optage alt i værste Mening”. Men jeg vilde meget nødig misforstaas af Kvinderne i Almindelighed og beder derfor om Plads for følgende Supplering:
Mit for Kvinderne lige saa praktiske som velmente Raad skal forstaas saaledes:
I Kvinder, som føler Trang til at naa frem til en selvstændig Stilling i Livet, spild ikke Eders Tid og Kræfter paa Uddannelse i et Fag, der som Regel slet ikke vil egne sig for Jer, men kun føre til Nederlag og Skuffelse! Skad ikke Kvindesagen med et fortvivlet Forsøg paa at gøre Jer gældende paa et Omraade, hvor I staar alt for megen Fare for gøre Fiasko! Men tag alvorligt fat paa alle de Omraader, hvor I med Held kan tage Konkurrencen op med Mændene, og vis os der, hvad Kvinderne duer til, naar de kommer paa deres rette Virkefelter!
For ikke at misforstaas, nævnede jeg en hel Del Fag der iblandt ogsaa det, jeg nu i Fremtiden selv skal leve af som jeg mente, Kvinderne bedre kunde tage Konkurrencen op i end Mejerigerningen, saaledes som denne nu har udviklet sig. Og der kunde selvfølgelig nævnes mange flere.
At der muligt kan være ganske enkelte Kvinder, som for Kræfternes og øvrige Betingelsers Skyld nok kan bestyre et Mejeri, naar de faar en anden Klædedragt paa, og Lovforbudet mod Kvinders Pasning af Maskineri bliver ophævet, siger jo aldeles intet i dette Forhold. Der kan muligvis ogsaa være Kvinder, som er stærke nok til at kunne være Kornbærere, Kuldragere eller Stenkløvere.
Og vil disse enkelte absolut den Vej, skal det selvfølgelig heller ikke være dem forbudt et godt Venneraad er ikke det samme som et Forbud. Men kommer de en skøn Dag til mig og siger: „Vil Du som god Kvindesagsven være med til at danne en Forening til Fremhjælpning af Kvinder som Lastdragere?” Saa siger jeg absolut: „Nej! netop som god Kvindesagsven maa jeg raade Kvinderne i Almindelighed til at tage fat paa de Felter, hvor de bedre kan tage Kampen op med Mændene”.
Og jeg mener at have handlet som ærlig og uegennyttig Kammerat, naar jeg endogsaa henviser dem til mit eget Fag. Det er mig derfor foreløbig en uløselig Gaade, hvorledes Katrine Pedersen, der har kendt mig i mange Aar og absolut maa vide hvorledes mine Følelser over for Kvindens Frigørelse er, kan forsøge at plette mit Navn i Kvindernes Organ ved en saa hjærteløs Insinuation imod min reelle Hensigt, som hun begynder sin Artikel med.
At Kvinderne tidligere har gjort sig fortjente paa Mejeriets Omraade, og at det væsentlig er dem, der har skaffet Danmark Renomé paa Smørmarkedet, indrømmer jeg gerne. Men lad os erindre, at det er gaaet med flere andre Industrigrene som med Mejerifaget. Ølbrygningen, f. Eks., har ogsaa tidligere været en huslig og kvindelig Gerning. Men siden Ølbrygningen er gaaet over til Fabriksvirksomhed, er den gaaet bort fra Kvinderne eller disse fra den. Jeg har i hvert Fald aldrig set en Kvinde som Brygger i en Ølfabrik eller som Ølkusk paa de store Bryggerivogne og jeg ønsker heller ikke at se det.
Kirstine Hansen vil jeg til Slutning underrette om, at der gives andre Beværtninger end de, hvor der tumles med „fulde” Mænd. Som Totalafholdsmand kunde jeg selvfølgelig ikke henvise Kvinderne til saadanne.
For øvrigt tager jeg imod hendes Hverv som „Opfinder” af en mere passende Dragt for Maskinistinder, og vil i den Anledning foretage en Studierejse Landet rundt, for at sætte mig lidt nærmere ind i Tekniken paa dette Omraade. Jeg kommer da selvfølgelig ogsaa nok til Vindebrink Andelsmejeri pr. Værsløv, hvor jeg haaber at blive særdeles velkommen.
Karl Fred. Jensen.
Redaktionen af Kvindebladet „Hvad vi vil” deler ikke Hr. K. F. Jensens Mening, men vil ikke nægte ham Ordet, men derimod tillade sig gennem en Sagkyndig i næste Numer af Bladet grundigt at belyse Mejerispørgsmaalet.
