I Fabriken.
En forvirret, øredøvende Larm; af Plader, der smedes, af Hamre, der slaar, af Jern, der drøner; af hamren og banken og klingen og slaaen, af Maskinernes buldrende Støj, af Menneskestemmer, af Remmenes hvislen og snurren, og saa - beherskende det Hele - Dampmaskinens taktfaste, rystende Slag. - Saaledes er der paa Fabriken.
Og enhver staar ved sit Arbejde, passer paa sit, tænker paa sit, snakker maaske. -
Saa lyder der med et gennem Larmen og Støjen et langt, hjærteskærende Skrig - - - - !
Det standser enhver Bevægelse, det trænger gennem Marv og Ben paa dem alle herinde, det bringer Blodet til at stivne i Aarerne som en eneste Strøm af Is og lammer Hjærtets Slag, - saa slipper man, hvad man har i Hænderne, og iler til Hjælp.
Henne ved en af Maskinerne, - højt oppe under Loftet, ses en forvirret, uformelig Masse hvirvles om med den drejende Axel. - Nu opdager man en Krop, - et Hoved - , der med et vældigt Slag slynges op mod det flade Loft, trækkes saa sammen og bøjes ind mellem Axlen og Loftet; saa følger et Par Ben, - samme Medfart, - saa atter Hovedet. Blodet løber i Strømme ned mod Gulvet.
Man faar Dampmaskinen standset. Et Par Stiger sættes til, et Par Mænd løber op og gør Remmen fri. - Blodige Stumper af Kød og Ben og Trævler af Tøj hænger ved. - Saa løsner man den forulykkede fra Axlen; Lemmerne holdes kun sammen ved Hjælp af Tøjet, de maa pilles ned et for et. - Endelig faar man det ned og lagt i Orden; det er lutter Stykker. Arme for sig, Ben for sig, Kroppen en uformelig, blodig Masse, Hovedet knust bagtil, Ansigtet voldsomt fortrukkent; den Smule Haar, der kan ses, er graat, det er det blevet der oppe, da Manden følte sig tagen af Remmen.
Kammeraterne samle sig i Kreds om den dræbte. De tale dæmpet, men man hører dog Ord som "Kapitalismens Alter, Arbejderblod, Rædsel, Ansvar, Død." - En og anden trykker som til et sidste Farvel de blege, blodige Hænder paa de afrevne Arme, og hist og her blinker vel ogsaa en Taare i Øjet paa en trofast, varmtfølende Kammerat.
Saa bærer man de skilte Stykker ud paa en Arbejdsvogn, der langsomt kører bort; saa bliver der vasket og skyllet og gnedet, og saa gaar enhver til sit Arbejde; men de arbejdsvante Hænder tager ikke fast som før, Legemet ryster en Smule, af og til løber det koldt - som af Is - ned ad Ryggen, og naar han tror sig ubemærket, fører mangen en gammel, sodet Svend sin haarde, sorte Haand hen over den vaade Kind, mens en vemodig Tanke sendes den døde Kammerat og dem, han har efterladt derhjemme.
Og naar saa Fritimen slaar, saa skynder enhver sig hjem for med dæmpet Stemme at fortælle, at nu har Maskinen atter krævet et Offer og brudt et Hul i Kammeraternes Række.
Men i et Hjem, der sidder en fortvivlet Kvinde, omringet af grædende Børn. Paa et lille Bord staar det simple Maaltid, som ingen nu kan spise, og en Mand. - ham, der har meddelt Ulykken, - siger modfaldende og trøstende:
"Naa, naa! vær nu blot rolig, lille Madam, og tænk paa deres Børn."
Og saa lukker han Døren op og gaar, mens han tænker ved sig selv:
Hvad skal der nu blive af dem, naar han er borte?
