« Tilbage til søgeresultaterne
Sønderjylland
»Ingen Palme i Ørkensand
vinker saa lyst som mit Barndomsland
i Taagedisen langt borte,
Landet, der blev som et Eden skabt, -
det Land er lukket, det Paradis tabt,
der er Flammesværd foran dets Porte.
Slesvig, - min Vugge, mit Fædrehjem,
lyst gennem Taager stiger Du frem
bag Pælene hvide og sorte.
Dit Navn er prentet paa Hjertets Grund, -
min Barndoms Eventyr hviler i Blund
fjærnt bag de lukkede Porte -«.
Saa drømte og sang vi de lange Aar,
mens Danmark tavs bar sit Hjærtesaar,
sin lønligt blødende Længsel, -
men se, i dybeste Nat og Nød
en Stjærne straalende Mulmet brød,
tyst aabnedes Portenes Hængsel.
Og Landet, Landet vi spejder imod, -
dugget af Taarer og døbt i Blod
bag Disen det blaanende stiger,
Mindebundet til Danmarks Stavn,
Barn af vor egen Moders Favn, -
hjemad, hjemad det higer.
Vi ser mod det Folk, som i Trængslens Baal
fik Villier hærdet til smidigt Staal,
fik Hjærter som Guldet det skære, -
Folket, der værned i Tidens Dyst
som Bølgebryder vor lave Kyst
mod Havets fraadende Hære.
Mod Folket, det smedded mod Vold og Tvang
sit Værge kækt under Haabets Sang
ved Gløden dyb i sit Indre,
som foldede ud i lønlig Krog
hver Hjemmets Festdag sit Dannebrog,
mens Børnenes Øjne tindred.
Højt skal det vaje i Sol for dem!
Velkommen, Danske, Velkommen hjem,
vor Længsel vil mod Jer drage.
Mildt rækker Danmark sin Moderhaand ud
og takker med Jubel Livets Gud,
fordi hun fik Jer tilbage.
