« Tilbage til søgeresultaterne

Politiske Kvindeforeninger i England.

Af: Mary Eustage

« Se emneord

Henimod Slutningen af Maj forsamler sig i de sidste Par Aar i London et Antal Kvinder, der kommer sammen fra hele Landet til et Møde, som i Reglen varer 3 Dage.


Det er den „Liberale Kvindeforening”, og det synes mig, som var det Umagen værd at meddele ogsaa Kvinderne paa Kontinentet nogle Enkeltheder om denne Forenings Maal og Opgaver, de vil deraf bedst kunde bedømme, hvilke Fremskridt Englænderindernes politiske Dannelse i de sidste Aar har gjort.


I enhver større By i England bestaar for Øjeblikket en „Liberal Kvindeforening”, det vil sige, en Komite af Damer, som bekender sig til det liberale Partis Grundsætninger. Disse Damer nøjes ikke med at udbrede deres Anskuelser Landet over, men de tager ogsaa virksomt Del i Valgene til Rigsdagen.


Saa snart der er Udsigt til nye Valg, organiserer Medlemmerne af den „Liberale Kvindeforening” sig for at besøge Vælgerne i deres Kreds og hverve Stemmer for deres Partis Kandidat.


I denne Virksomhed bliver de forøvrigt tappert bekæmpet af Kvinder af modsat Anskuelse; ti Medlemmerne af Primrose Ligua, der tilhører det konservative Parti og hvis Forening er ældre end den liberale Forening, viser ikke mindre Iver end disse.


„Primrose Ligua” har nu bestaaet i ti Aar og har vundet saa stor Tilslutning, at der i Landet eksisterer 172 Sideafdelinger, medens det samlede Antal Medlemmer beløber sig til 51.734.


Først for fire Aar siden dannedes saa den „Liberale Kvindeforening”, hvis Møder som sagt finder Sted hvert Aar i Slutningen af Maj.


Enhver Sideafdeling sender sine Delegerede til Mødet. Ved denne Lejlighed bliver der valgt et Forretningsudvalg, hvis Embedstid er etaarig og som har at ordne alle Foreningsanliggender. Formanden for den samlede Forening er Fru Gladstone, den aldrende liberale Partiførers Hustru. Hun tager levende Del i alle Debatter.


Den „Liberale Kvindeforening”s Medlemmer, der tidligere har arbejdet sammen i største Enighed, har for nylig delt sig i to Grupper.


Den progressistiske (Fremskridts) Gruppe vil, at der øverst paa det forenede Program skal sættes Fordringen om Kvindens politiske Valgret, den anden konservative Gruppe (ikke at forveksle med den konservative Primrose-Forening) fordrer derimod, at man fuldstændig skal underkaste sig det mandlige liberale Partis Politik og sætte den kvindelige Stemmeret efter denne.


Det sidste Parti befinder sig for Øjeblikket i Flertal, og da der sidst blev dannet Forretningsudvalg, blev der valgt ind i dette tyve Medlemmer af den konservative Gruppe, medens kun 8 Medlemmer af Fremskridtsgruppen fik Plads i det bestemmende Raad. Blandt disse 8 befinder sig nu ganske vist Damer, som er godt kendt i den politiske Verden, som Grevinderne af Aberdeen og af Carlisle, Fru Ashton Dilke, Fru Eva Mac-Laren, Frøken Ieane Cobden m. fl.


Den „Liberale Kvindeforening” foranstaltede ifjor efter de tre Dages Forhandlinger et større offenligt Møde i en af de største Sale i London.


Straks ved Mødets Begyndelse Kl. 8 Aften var den store Sal fyldt til sidste Plads af Mænd og Kvinder, samtlige Tilhængere af det liberale Parti. Fru Gladstone dirigerede, og omkring hende grupperede sig flere af Rigsdagens Medlemmer samt et stort Antal Damer af Londons fornemste Selskab, og alle lyttede de med Opmærksomhed til de forskellige Taler.


Grevinden af Aberdeen, en rankvoksen, endnu ung Dame med et klangfuldt Organ, viste sig især som en ypperlig Taler. Grevinden hører til Landets højeste Adel; medens Gladstone stod i Spidsen for Regeringen, var hendes Mand Vicekonge af Irland; hun er i Bestyrelsen for en Del velgørende og for Samfundet nyttige Foreninger, og der gives kun faa Mennesker, som arbejder med en saadan Iver og en saadan Udholdenhed, som denne højbaarne Dame. Da Grevinden ogsaa underkaster sig sine religiøse Pligter med stor Strænghed og en Oprigtighed, som ingen kan betvivle, saa er hendes politiske Indflydelse paa den engelske Borgerstand af stor Betydning.


Slige politiske Kvindeforeninger, hvad enten de nu kalder sig Primrose Ligua eller „Liberal Kvindeforening”, om de er mere eller mindre konservative eller fremskridts- eller radikale, eller om de hører til denne eller hin Partigruppe, saa er de dog et Tidens Tegn, som det er værd at lægge Mærke til, og vidner ikke alene om de engelske Kvinders politiske Modenhed, men ogsaa om den Alvor, med hvilken deres Bestræbelser i Almindelighed bliver opfattet, og om den Agtelse, Mændene viser disse.


Naar det er muligt, at en Forening eller et Parti kan fylde en Sal med tre Tusind Mennesker, naar der blandt denne Mængde findes de bedste Navne, og naar Forhandlingerne afvikles i største Ro og Orden, saa kan man sige, at den Sag, der saaledes føres frem, har gjort betydningsfulde Fremskridt og har faaet en fast Fod at staa paa.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner