Fra en Provindsby.
Ved at faa Deres ærede Blad i Haanden og læse Artiklen om Daabs-Ceremonierne kom jeg levende mine egne Følelser i Hu, da jeg som ung Moder for mange, mange Aar siden bar mit første Barn til Daaben.
Jeg mødte til den i Mindet om Jesu skønne Ord: „Lad de smaa Børn komme til mig”, i inderlig Tillid til Guds Kærlighed, i inderlig Taknemmelighed for hans Miskundhed, at han havde forundt mig denne Glædesstund, hvor jeg kunde bringe ham min Førstefødte, i Tillid til, at han i Naade vilde modtage mit Løfte om, efter al den Evne, der maatte skænkes mig, at opdrage Barnet til hans Ære.
Derpaa kom hine Ord, som De omtalte. Ord om Misgerning og om Synd, som maaské kunde høre hjemme andre Steder, men som her i dette hellige Øjeblik kun kunde saare og forvirre.
Jeg følte mig saa beskæmmet og saa bedrøvet, at jeg aldrig senere selv har villet overvære mine Børns Daab, og jeg er overbevist om, at den Herre som sagde: „Hvor To eller Tre er forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem”, han har ligefuldt hørt, naar vi Forældre bede for vore Børn.
