Ærgerligt.
Kender Du, min elskværdige Læser, noget mere ærgerligt end at løbe seks, syv Gange forgæves for at træffe en Mand, med hvem man har noget meget vigtigt at tale om. Paa hans Dør staar der intet om hans Modtagelsestid; man ringer med Ængstelse paa Klokken af Frygt for, at netop den Tid kunde være ubelejlig. En Pige lukker op, hun véd ikke, naar Herren er at træffe, men mener muligvis Kl. l eller Kl. 5. Man møder paa Klokkeslet, men nu er han lige gaaet ud, og saaledes løber man sik-sak, kører i Sporvogn for ikke at spilde sin Tid, man styrter fra sine Maaltider, og endelig efter en halv Snes forgæves Forsøg paa at træffe ham, skammer man sig da endelig over sin Løben paa Døre og opgiver i Fortvivlelse videre Forsøg.
Burde dog ikke ethvert nogenlunde civiliseret Menneske i en By som København vise sine Venner eller Publikum det Hensyn, at skrive paa sin Dør ved Siden af sit Navn, hvad Tid han eller hun træffes. Jeg hører i Tanken min ærede Læser svarer, ja, jeg er nu ikke en saadan offenlig Person, at jeg søges af mange, og det vilde dog vistnok synes anmassende, om jeg skrev Modtagelsestid paa min Dør. Men, kæreste Læser, om Du lever i den mest beskedne Tilværelse, skylder Du dog de faa Venner, Du har, at angive en Tid, hvor de kan træffe dig; især i en By som København, hvor Afstanden er saa stor.
For mig maa Folk gerne sætte deres Modtagelsestid fra 5 - 6 om Morgenen eller fra 9 - 10 Aften, blot at jeg ikke skal spilde min Tid med at løbe forgæves. Og efter min Mening bør den tarveligste Mand eller Kvinde vise saa megen Høflighed mod andre Mennesker, at de vil lade sig faa i Tale. Har jeg ikke Ret?
