« Tilbage til søgeresultaterne

Tjenestepigens Arbejdstid.

« Se emneord

Naar man nærmer sig 1ste Maj, hører man igen tale om en Normalarbejdsdag paa 8Timer. Kommer jeg i mit Hjem, hvor begge mine Brødre er Snedkere, taler de ikke om andet, og tager jeg Arbejdsherrens Blad i Haanden, er ogsaa det fuldt af Udtalelser om Nødvendigheden af denne Forandring for os Arbejdere. Lægerne taler for den 8 Timers Arbejdsdag; i Udlandets lovgivende Forsamlinger forhandles der om den, og hele Verden er enig om, at den nuværende Arbejdstid er for lang; men ingen i den hele vide Verden tænker paa Tjenestepigens lange Arbejdstid.


Jeg har i alle disse Helligdage kun haft fri én Dag fra Kl. 6 Eftermiddag, ellers har jeg regelmæssigt som de søgne Dage været i Arbejde fra Kl. 6 Morgen til Kl. 10 Aften, kun med lidt mere Travlhed, fordi vi har haft mange fremmede i Paasken. Imorgen er det Valgdag, og det betyder for mig - ikke at jeg skal have en Fridag og lægge min Stemme i Vægtskaalen for vore Valg - den Uret deler jeg med alle andre Kvinder - men for mig betyder Fridagen et endnu større Arbejde end ellers. Mit Herskabs voksne Sønner har fri; de tager deres Venner med hjem til Frokost og til Middag og kommer rimeligvis først hjem til The Kl. 10-11 Aften. Den Dag bliver min Arbejdstid 16-18 Timer.


Fru Redaktør! det er slet ikke for, at jeg vil anklage den Familje, jeg er hos, de er altid venlige og høflige imod mig, men jeg skriver dette til Kvindebladet „Hvad vi vil” for at bede de Damer, der arbejder for Kvindesagen, at betænke, at hvis de vil have os Tjenestepiger til at interessere os for, hvad de arbejder for, maa de først og fremmest hjælpe os til en bestemt Fritid, saa vi dog kan faa Tid at lære noget, læse noget - ja, rent ud sagt, faa Tid til at tænke lidt paa os selv og tænke lidt over vore egne Forhold.


Normalarbejdsdag paa 8 Timer falder det os end ikke ind at kræve; kunde vi blot faa 10 - 12 Timer bestemt Arbejdstid og saa Frihed, vilde vi være glade for det.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner