"Lille Sofie".
Himlen spejler sig ogsaa i Pølene. En mild Efteraarsdag gik jeg med „lille Sofie” i vor hjemlige Bøgeskov, der lig en gyldenrød Domkirke hvælvede sig over vore Hoveder. Det havde regnet for nylig, og alle Hjulspor paa de opblødte Skovveje stode fulde af Vand. Vi vadede i Mudder lige op til Anklerne. Men Solen stod nu højt paa Himlen; hvor de sitrende Straaler smuttede gennem Træernes halvt afløvede Grene og kastede Guldglans over det tykke, fugtige Mostæppe med al dets visne Løv; der trængte ogsaa en Lysstraale ud til Kørevejens vandfyldte Hjulspor; den blaa Himmel spejlede sig i Pølene.
Det var Aar siden, jeg havde set lille Sofie. - Vi havde været Nabobørn. Vore tidligste Erindringer førte os sammen.
Hun var ældste Datter af en General, hvis eneste Rigdom var en larmende Børneskare. Faderen var af gammel Adel, Moderen af endnu ældre, men al deres Stolthed og Standshovmod passede kun daarligt til den intet mindre end fornemme Tone, der gik igennem hele deres Hus væsen. Generalen var en Smule Poet, en Smule Don Juan, en Smule Musiker, lidt af alt, kun ingen sparsommelig Familiefader. Moderen, en fordums Skønhed, der med Aarene blev mere og mere apatisk, var godmodig og ubetydelig og havde ikke Begreb om, hvad det vilde sige at være en dygtig Husmoder. Ti Børn, otte Døtre og to Sønner, dresseret i Frihed, voksede slet og ret op i det lille Hus udenfor Byen. „Lille Sofie”, som hun fra sin tidligste Barndom og til den Dag i Dag blev kaldt af høj og lav i hele Byen - var en stor Lækkermund, og for at skaffe sig Penge til Slikkeri solgte hun til mig for nogle faa Øre en og anden Bog fra sin Bogsamling, en Onkel havde foræret hende.
I sine talrige ledige Timer slugte hun dog alt, hvad hun kunde faa fat i fra Lejebibliotheket. Bøger af et slibrigt Indhold var hende kærest, og hun var i den syvende Himmel, da det en Dag lykkedes hende at faa fat i Boccacio. - Saa blev hun sendt til Udlandet for der i en standsmæssig Pension at fuldende sin Opdragelse; men Længslen efter den ubundne Frihed i Fædrenehjemmet bragte hende til hemmeligt at løbe bort fra Pensionen, og en skøn Dag stod hun atter velbeholden i sit Hjem. - Fra den Dag ansaas „lille Sofie” for at være voksen.
Samme Aar var hun sammen med mig og flere jævnaldrende paa sit første Hofbal. Hun var en smuk Pige med et Par sælsomt urolige og graadige Øjne, men hun saa hverken fornem eller betydelig ud, og følte sig aldrig vel til Mode i Selskabet, snarere trykket og ufri. Hun kunde ikke som andre give sig hen til Munterhed og Glæde, da hun i saa Fald let vilde være gaaet over Stregen. Fordi hun altid skulde passe paa sig selv, kom der noget frygtsomt og kejtet i hendes Væsen, og uagtet hun dansede baade let og gratiøst, sad hun tit i en Krog, overset og forglemt.
