Uvidenhed.
De Svar, Kvindevalgretsforeningens Inpellanter har faaet paa deres Spørgsmaal om Kandidaternes Stilling til Kravet om kommunal og politisk Valgret og Valgbarhed for Kvinder, er ofte ret kuriøse, som f. Eks. Krigsministerens, der, som det sig bør en tapper Soldat, byder paa, at Kvinder bør tie, naar Folk af hans Race taler, eller den middelalderlige Sladder om, at det er upassende for Kvinder at deltage i det offentlige Liv. (Nu véd engelske, amerikanske, svenske og islandske Kvinder da, hvad Malermester Jensen, Stegemann, Krigsministeren og andre antikverede Sjæle mener om deres Opførsel. Fy Jer an, at have Valgret! Føj!)
Men den tykkeste Uvidenhed rummer dog de Svar, der afviser Kvindernes Fordring med den Frase, at da de ikke aftjener nogen Værnepligt, bør de heller ikke have Valgret og Valgbarhed. Herregud, véd ærede Lovgivere da ikke, at disse Rettigheder for Mændenes Vedkommende aldeles ikke er betinget af, om de har været Soldater eller ej. Hvorfor stiller man saa den Fordring til Kvinderne, at de hverken maa være platfodede, nærsynede, smalskuldrede eller lignende, kort sagt, at de maa være uden Legemsfejl og Svagheder for at opnaa den Valgret og Valgbarhed, som baade halte, skeløjede og pukkelryggede Mænd har. Skal vi stilles for en Bedømmelseskomite, der skal maale vor Højde, Brystbredde, undersøge vore Lunger, Hjerter og Nyrer, lad saa ærede Rigsdagsmænd og mandlige Vælgere møde for den samme Komité, og vi kan jo nok tænke os de Rigsdagsmænd og Vælgere, der blev vejede og fundne for lette eller for tunge.
