"Lille Sofie".
(Fortsat.)
Der var imidlertid gaaet en hel Del Aar. Jeg havde fulgt mit Hjertes Trang og var draget ud i den vide Verden for i Kunsten at søge Lykken. Kun sjældent og ad Omveje hørte jeg noget om Børnene fra det lille Hus i Enggaden. De otte Pigebørn var nu alle voksne, den yngste Søn var nylig avanceret til Lieutenant, „lille „Sofie” var stadig hjemme og ugift. Siden den mislykkede Pensionstur havde hun ikke været ude i Verden, hun havde det bedst i sit snevre Hjem, og var nu omkring de tredive, da jeg, der var paa Besøg i det gamle Hjem, atter gensaa hende.
Det lille Hus i Enggaden havde ikke forandret sig. Børnene var kun blevne voksne, Forældrene gamle. Hvor forfærdelig beskeden syntes mig nu den smalle Trappe, den blaamalede Forstue. Haven med Vinløvgangen, den daarlig brolagte Gaard med Affaldsdyngen under „lille Sofie”s Vinduer, der laa saa bekvemt for os Børn, saa vi med Lethed kunde krybe ud og ind af dem, var endnu de samme. Stuerne var tomme. Hele Familien var sagtens fra Morgenstunden lokket ud af det smukke Vejr. Da jeg hørte en Lyd ude fra Køkkenet, vilde jeg gaa derud for at bede Pigen om at hilse fra mig. En tarvelig klædt Pige med stort Køkkenforklæde, opsmøgede Ærmer og et lille hvidt Halstørklæde stod ivrig beskæftiget med at vaske op. Et helt Bjerg af Porcellæn laa foran hende. Vi stirrede forundret paa hinanden.
„Lille Sofie, Du - ?”
„Min Broder Philip har haft Fremmede i Aftes, saa vasker jeg blot Tallerkenerne af”, sagde hun undskyldende.
„Hvorfor er Du da nødt til selv at gøre det?”
„Vi har i den sidste Tid kun haft en Pige til at gaa her”, svarede hun. „Det er allerede flere Aar siden, at jeg alene paatog mig at lede Husvæsenet, og da jeg ikke kunde finde mig i de daarlige Tjenestefolk, der gives nu til Dags, saa har jeg siden forrige Efteraar selv lavet Mad og vasket op. Det er ogsaa langt billigere! Det er kun en lille Sum, Fader kan give mig om Maaneden til Husholdningspenge, og jeg skal komme ud af det med den”.
„Og det er Dig, Exellencen, Grev Landaus Datter, der kan udrette alt det Arbejde?” udbrød jeg uvilkaarlig „Jeg beundrer Dig.”
„Det er jo kun min Pligt”, svarede hun ligefremt.
Derpaa aftalte vi at gaa en Tur med hinanden i Dag.
I de mellemliggende Dage havde jeg hørt en hel Del om „lille Sofie”. Hele Byen var enig om at. hæve hende til Skyerne, hun var den dygtigste, den solideste Pige i hele Byen, og hun holdt sig ikke for god til trods sin fornemme Fødsel at yde sin Familie Pigetjeneste, for derved at redde Forældrene med de otte uforsørgede Døtre og de to flotte Lieutenantssønner fra Ruin. Den ene Lovtale klang højere end den anden over denne unge Pige, der frivillig frasagde sig alle verdslige Nydelser for i strengeste Pligtopfyldelse at tjene sin Familie i Stedet for som andre at søge sin Lykke i Kærlighed eller Nydelser eller Fornøjelser.
Og nu gik jeg sammen med denne ualmindelige Pige gennem Skoven, der straalede i al Efteraarets Farvepragt, og i hvis Pøle Himlen spejlede sig. I Begyndelsen i den ligegyldigste Samtale; men snart tav vi begge. Fra Siden betragtede jeg den slanke Skikkelse. Hendes Træk var blevne blegere, Øjnene havde et mindre uroligt Blik og om Læberne laa et bittert Træk. Men hun klædte sig endnu lige saa billigt og - lidet fornemt som tidligere. Du gode Gud, hvor skulde hun ogsaa have lært den Kunst at klæde sig, naar den ikke var hende medfødt! „Hun begynder allerede at blive gammel Jomfru”, tænkte jeg. „Hvor hendes Liv maa have været trist, hun visner nu uden at have levet, uden at have lært Kærligheden at kende, uden andre Mærkepæle i Livet end de mest daglig Dags Begivenheder. Den Stakkel!” Og jeg gruede for et Liv saa tomt.
„Jeg har længe villet fortælle dig det”, begyndte nu ,,lille Sofie” i en rolig Tone, „Du kan maaské lære noget deraf, kan maaské bruge det en Gang, og selv vil jeg saa inderlig gerne udtale mig for et Menneske, der er i Stand til at forstaa mig Du vil forbavses over at høre, at kun Synd og Forseelse har bragt mig, der her gaar ved Siden af dig som et Forbillede paa Dyd og gode Sæder, til saa fuldstændigt at ofre hele min Tilværelse for min Familie ”
Jeg lyttede næsten forstenet.
