Studentersamfundets Retshjælp.
Iblandt de private Institutioner i København er der faa, der i saa høj Grad har vundet Befolkningens Tillid som Retshjælpen. Denne Skare af unge Sagførere og Jurister, der Aaret rundt frivilligt stiller deres Aftentimer til Tjeneste for at hjælpe fattige Mennesker til deres Ret, fortjener ogsaa denne Paaskønnelse. De fortjener Tak, ikke alene fordi de bringer Samfundets Stedbørn til at tro paa lidt mere Retfærdighed her i Verden, men ogsaa fordi de har overbevist de Fattige om, at for at faa Retshjælp behøves nu ikke en fyldt Pengepung eller - hvad fattige Kvinder ansaa for det forfærdeligste - at vove sig ind i støvede Kontorer, hvor vrede Herrer sad stive og kolde paa høje Kontorstole, og kun rejste sig for at kaste de paatrængende Forurettede ned ad Trapperne.
I Retshjælpen i Aabenraa kommer man ind i et hyggeligt Lokale, hvor man mødes af et hjemligt Præg, de unge Sagførere har noget af Lægernes smukke Optræden i deres Maade at behandle Klienterne paa.
Den Raadsøgende er i det Øjeblik, han eller hun træder ind, en Lidende, der skal hjælpes; Sjælen er saaret, Sindet er i Oprør; der maa tages varligt med en øm og blød Haand; der trænges til Deltagelse og Forstaaelse. Retshjælpen har tilfulde forstaaet sin Opgave.
Desværre kan Retshjælpen kun undtagelsesvis føre Processer eller besørge Retsmøder. I saa Tilfælde maatte den være saa velhavende, at den kunde holde lønnede Sagførere; eller, hvad der var endnu rimeligere, at Staten overtog det som sin Pligt at give gratis Retshjælp for Ubemidlede hele Landet over. Studentersamfundets Retshjælp som privat Initiativ var da et udmærket Grundlag at bygge paa.
Hr. Overretssagfører Oskar Johansen, som er Retshjælpens Formand, har udgivet en Beretning om Virksomheden i 1891, og efter denne viser der sig et ret betydeligt Arbejde. Mere end 17,000 Henvendelser er besvarede paa Retshjælpens 294 Konsultationsaftener. 60 Jurister gør her et gratis Arbejde. Af de Sager, hvori der er sket flest Henvendelser om Hjælp, er Underholdningsbidrag til Børn, fødte udenfor Ægteskab, nemlig 710, Separationer 355, Tyendesager 525. Hr. O. J. skriver, at der undertiden føres den Anke over Retshjælpen, at den skulde gøre Skade ved at lette Vejen for Retssager og føre f. Eks. for mange Tyendesager frem, „men,” tilføjer Forfatteren, „det er netop Retshjælpens Opgave at værne de ubemidlede tjenende Personer. Og der er som almindelig Regel ikke den fjerneste Anledning til at gaa ud fra, at Husbonden har Ret og Tyendet Uret.”
Pengebidraget har i Aarets Løb været ca. 5,000 Kroner, hvoraf Københavns Kommune har givet 1,500 Kroner.
Foran i Beretningen har Hr. O. Johansen skrevet en Afhandlig om Separations- og Skilsmisseforholdene i København, støttet paa praktiske Erfaringer fra Retshjælpen.
Særlig maa denne interessere Kvinderne, thi endskønt Kvinden ikke altid er den forurettede ved Fordringen om Skilsmisse, saa er vore nu bestaaende Ægteskabslove saa afgjort til Gunst for Manden, og Kvindens Opdragelse saa uheldig, at Tusinder Kvinder ikke tør vove noget selvstændigt Skridt og hellere bliver i de mest pinagtige Ægteskabsforhold.
I Beretningen skriver Hr. O. J. saaledes blandt flere Eksempler følgende:
„Det er et trist Indblik, man gennem de raadsøgende Kvindens Beretninger faar i Forholdene i deres Hjem. - - - Det var en Kvinde paa henved de 30, der søgte Bistand til at blive separeret fra sin Mand, som var Skomagersvend. Hun var saa forslidt, at hun saa ud, som kunde hun være halvt Hundrede Aar. Nervøs og forskræmt var hun, saa det foer igennem hende, naar man talte til hende. Hun havde Plads som Opvartningskone hos en gammel Herre, der lønnede hende ret ordenligt. Fra om Morgenen til sent paa Aftenen var hun borte fra Hjemmet. Hendes 7aarige Søn, det eneste Barn af Ægteskabet, maatte hun til sin Bekymring Dagen igennem overlade til Faderens fordærvelige Paavirkning. Manden var paa Grund af Drikfældighed bleven bortvist fra de Værksteder, hvor han havde søgt Arbejde. Det Reparationsarbejde, han kunde faa i Hjemmet, passede han ikke. Hvad han tjente derved, drak han op med sine Svirebrødre. Naar hun kom hjem fra Arbejde, fandt hun som oftest Stuen fuld af hans drukne og støjende Kammerater. Det var Mandens Morskab at forsøge at faa Drengen til at drikke Brændevin. Naar hun søgte at skaffe Ro tilveje, blev hun udskældt og pryglet af Manden og jaget paa Porten, saa hun maatte søge Tilflugt hos Naboerne. Tre Gange i Løbet af et halvt Aar har hun maattet flytte, fordi Husværten ikke vilde finde sig i de Spektakler, Manden anstillede. Selv betalte hun af sin Arbejdsfortjeneste Huslejen, og sørgede baade for Mandens og Barnets Underhold. Hun havde intet imod at blive ved hermed, naar blot Manden vilde lade hende have Fred og ikke trække sine Svirebrødre hjem i Huset. Den stadige Uro og Ængstelse havde rystet hendes Helbred, saa hun frygtede at blive ude af Stand til at passe sit Arbejde. Manden viste sig uvillig til sammen med hende at søge Separation. Han fandt sig veltilfreds med Husordningen. - Hun opnaaede Separation og beholdt Barnet.”
Hustruen ønsker næsten altid at beholde Børnene, og meget ofte tvinger Manden hende til at frasige sig Underholdningsbidrag mod at beholde dem.
Er der ingen lovlig Separation, kan det ikke nytte, Hustruen flytter bort; thi Manden kan da forfølge hende, trænge ind i hendes Lejlighed, ødelægge det af hende erhvervede og tvinge hende til Samliv. Det er en blodig Uret imod Hustruen, at Manden inden Skilsmissen kan bortsælge eller bortødsle Fællesboet; Hustruen har ingen Dispositionsret, han er eneraadende over Boet og over Børnene, hvis hun tager Børnene med sig, kan han ved Fogdens Hjælp kræve dem tilbage.
Separation mellem Ægtefæller kan kun ske ved Bevilling, hvis der da ikke kan paavises Ægteskabsbrud eller Mishandling. Retshjælpen oplyser, at der blandt de Ubemidlede findes mindre Tilbøjelighed hos Kvinderne til at gifte sig igen, hvorimod Mændene ofte søger Tilladelse til at indgaa nyt Ægteskab. Af 150 Separationstilfælde udgik de 86 fra Hustruen, hvoraf de fleste søgte Samlivet hævet af Frygt for Mishandling; 18 af Mænd paa Grund af Hustruens Utroskab; 46 Ægtepar var enige om at søge Separation. Der udfærdiges aarlig i Retshjælpen ca. 350.
Det er at ønske, at der i en nær Fremtid maatte ske Reformer i de ægteskabelige Love og gives Adgang til Fri skilsmisse. Hr. Oscar Johansen siger videre med sine rige Erfaringer fra Retshjælpen:
„Synderlig betænkeligt vilde det nu næppe være at indrømme Kvinden Ret til fri Skilsmisse. Man kan være overbevist om, at der skal gode Grunde til, før hun foretager et saadant Skridt. Hendes Trang til at bevare Samlivet med Børnene og Visheden om, at hun i alt Fald efter Separationstidens Udløb er overladt til sig selv i økonomisk Henseende, vil kraftigt afholde hende derfra. Og hvad der stærkt taler for en saadan Ret, er det oprørende i, at hun imod sin Vilje skal kunne benyttes til Mandens sanselige Tilfredsstillelse. Thi vel er det i en ovenfor citeret Indberetning udtalt, at det kun er faa Tilfælde, i hvilke Hustruen har motiveret sin Separationsbegæring med, at hun ikke vilde have flere Børn, men derom kan der næppe være Tvivl, at der paa dette Omraade i mangfoldige Tilfælde i det skjulte kæmpes en haabløs Kamp fra Hustruens Side.”
Vor knappe Plads tvinger os til at stanse, men vi beder vore kvindelige Læsere selv at gøre sig bekendt med Hr. Oscar Johansens interessante Oplysninger.
