Journalistforeningens Forestilling.

30. April.

Judith af Eugéne Labeche. En Maler, hvis Billeder har det Uheld kun at finde Optagelse paa „salon des refusés”, og vinde Beundring hos Venner, har faaet den Idé at male Judith med Holofernes afhuggede Hoved. Han træffer paa et Konditori en Grevinde, der forekommer ham en passende Model. Han skaffer sig Adgang til hendes Hus ved at paatage sig en Tjeners Skikkelse, men røber sig hurtigt ved sin akavede Optræden. Hans Judith, der præsenterer sig med Holofernes af huggede Hoved, maa nødvendigvis have et grumt Udtryk i sit Ansigt og - Grevinden smiler bestandig. Det nytter ikke, at han slaar Vaser itu og gør sit bedste for at opirre hende, Grevinden ler af alt. Da træder Kammerpigen ind for at melde, at Kjolen til en Soirée om Aftenen ikke kan blive færdig i rette Tid. Hendes Naade geraader i Raseri - der er Judith! Et, paa Slutningen nær, ganske kvikt lille Stykke, der spilledes flinkt af Fru Maria Müller, Hr. Jacques Wiehe og Frk. Olga Meyer.

Derefter opførtes „Stjaalen Lykke” af Giuseppe Giacosa. Tilskuerne sættes lige straks ind i Sagens Kærne. En erotisk Scene mellem de elskende, Fabricio og Advokat Scarlis Hustru, fortæller om deres stjaalne, saa inderlig kvalfulde Lykke. Fabricio, Advokat ligesom Scarli, arbejder i dennes Forretning og omfattes med stort Venskab af sin Principal. Den unge Mand har en Fader, Grev Arcieri, der er en topmaalt Slyngel, som for at slaa Mønt, vil tvinge Sønnen til at gifte sig med en rig Arving. I en Samtale med Scarlis Hustru lader han hende ane, at han kender hendes Forhold til Sønnen, og hun er saa forpint, at hun intet gør for at benægte det. Sønnen vægrer sig imidlertid for at efterkomme Faderens Opfordring, og denne, der absolut skal have Penge, skriver saa Scarlis Navn efter paa en Veksel. Scarli, Ædelmodigheden i egen Person, tilbyder Fabricio at anerkende denne Veksel, han kan da efterhaanden afbetale ham Beløbet. Over saa megen Godhed oprøres baade Fabricio og Scarlis Hustru, og ved deres fortsatte Vægring, som synes Ægtemanden uforstaaelig, begynder denne at faa Øjnene op, mere ved deres Tavshed end ved deres Ord.

I sidste Akt vil de Elskende flygte, fordi Hustruen mener, at hendes Plads ikke længere er ved hendes Mands Side, men da hun tilfældigvis ser en Dukke, der tilhører deres lille Pige, svigter Modet hende, og den altbesejrende, ofte benyttede Moderkærlighed faar Overtaget i hendes Sind. Scarli, der for at lette sin Hustrus Flugt har bortfjernet sig med Barnet, kommer tilbage og finder hende endnu i sit Hus, og Skuespillet ender med et af de sædvanlige Teaterarrangements.

Stykket er langtrukkent og virker trættende, maaske mest fordi det af og til savner Livets egen Kolorit. Den unge Kone spilledes fint og sjælfuldt af Fru Hennings; den forpinte Angst, der var over hvert Ord og hver Bevægelse rørte alle, undtagen Elskeren, Hr. Liebmann, hvis Spil var træet og ensformigt. Hr. Zangenberg spillede myndigt den bedragne Ægtemand, skønt Replikkerne ofte syntes lovlig hastemte, i hvert Fald for danske Øren. Som den skurkagtige Fader var Hr.

Dorph-Petersen af god Virkning og Hr. Fjelstrup morede som en snaksom og skikkelig, men Stykket aldeles uvedkommende Advokat.

Begge Stykker modtoges med tyndt Bifald.