"Lille Sofie".
(Fortsat.)
„I Aarevis”, vedblev hun monotant, „har jeg staaet i Forhold til et Menneske, der var seks Aar yngre end jeg. Det var Adolf X, min ældste Broders Kammerat, og Søn af Faders eneste Ungdomsven. En Tid lang kom han næsten daglig i vort Hus. Jeg véd ikke hvordan, men jeg opflammede den tidligt modne Drengs Sanser. I Mørkningen, naar vi legede Pantelege, begyndte han hemmeligt at trykke rnin Haand, og en Gang, da jeg gik med ham ind i Spisestuen for at give ham et Glas Vin, slyngede han pludselig sine Arme om mig og pressede sine Læber mod mine. Jeg var bleven fire og tyve Aar gammel uden at nogen havde talt til mig om Kærlighed eller trykket min Haand. Og saa kom denne attenaarige, umodne Dreng og tog mig med Storm. Han vakte en Strøm af forvirrede, urolige og forstyrrende Tanker hos mig, der om Natten holdt mig vaagen i en salig og tillige fortvivlet Tilstand. Hver Dag, naar han gik og jeg lyste ham ud, pressede han mig i sine Arme og trykkede mig ind til sig, saa jeg var nær ved at gaa fra Sans og Samling. - Jeg levede som i en Rus. - En Aften sagde han til mig, at han om Natten vilde komme ind i vor Have for at tale alene med mig.
Jeg kom ikke; men feberrystende laa jeg vaagen i Sengen og hørte ham ved Midnatstid forsigtig klatre over Muren. Den ene Time gik efter den anden. Saa hørte jeg en sagte Banken paa Vinduet - jeg svarede ikke. Da Morgenen gryede, klatrede han atter over Havemuren og ned paa den stille Gade.
Næste Aften saas vi atter. Begge saa vi blege og forvaagede ud med mørke Rande omkring Øjnene. Jeg var svag nok til den Aften som sædvanlig at lyse ham ud, og ved Gadedøren sank han ned for mig og omklamrede grædende mine Knæ. Og saa spurgte han pludselig, naar jeg dog helt vilde blive hans. I Begyndelsen forstod jeg ham forkert, men saa, næppe mig selv mægtig - der raabtes paa mig inde fra Stuen, og han laa endnu stadig paa Stenfliserne foran mig - hviskede jeg: „I Dag om tre Maaneder” og skyndte mig ind. Næste Dag kom den sælsomme Dreng ikke. Han skrev til min Broder, at han havde begivet sig paa en Rejse, som vilde holde ham tre Maaneder borte fra K. . Hans Fader kunde tillade ham det, han var meget rig. Jeg hørte en Gang, hvorledes han talte med min Fader om Adolfs Letsindighed, Nydelsessyge og Hang til Ødselhed og om hvor inderligt han ønskede, at hans Søn snarest muligt gennem en standsmæssig Tilbøjelighed maatte blive fængslet saa stærkt, at han frivilligt vilde gaa ind under Ægteskabets Aag. Saa kunde en fornuftig og besindig Hustru nok faa ham omvendt; thi hans Hjerte var godt. - Jeg véd ikke, om Baron X i dette Øjeblik tænkte paa, at hans Ven selv havde otte uforsørgede Døtre at give bort, og at han efter al Sandsynlighed kun vilde prise sig alt for lykkelig, hvis en af dem fik Lov til at forsøge at tæmme den vilde Adolf. Hvad mig angaar, da opfyldtes jeg af Lykke og Salighed ved denne Ytring.”
„Og Du skrev ikke til det unge Menneske og forbød ham at komme igen undtagen med ærlige Hensigter?” afbrød jeg hende oprørt.
„Jeg havde jo givet ham mit Ord”, svarede „lille Sofie ligefremt, „og saa - det forekom mig lavt og gement ved endog blot det mindste Ord at bringe ham til at foretage et Skridt, som han ikke selv var tilbøjelig til at gøre.”
Jeg tav, forfærdet over det Virvar af uklare Retsbegreber, falsk Ædelmodighed og hemmeligt Begær i denne unge Kvindes Hoved og Hjerte.
Men hun vedblev: „Om jeg elskede ham, véd jeg ikke - han var den første og den sidste, der talte til mig om Kærlighed, der vakte det Begær, som slumrer i ethvert Menneskebryst. Jeg frygtede, skælvede for hans Tilbagekomst, og dog længtes jeg efter den. Saa kom endelig Dagen, og med den Adolf. Allerede om Morgenen kom han til os, solbrændt af lange Fodture i Bjergene. Fader og min Broder, der jo intet anede, var stormende glade over atter at se ham og bad ham komme og spise til Middag med os.
Fra Tid til anden saa han paa mig, da laa der som en stærk Glans i hans Øjne, og hans Knæ berørte mine. Det var mig, som maatte mit Hjerte staa stille. Som sædvanlig lyste jeg ham ud, han greb mig vildt i sine Arme. „I Nat!” hviskede han og forsvandt i Mørket.
