"Lille Sofie".
(Sluttet.)
Jeg sad i min Stue, blussende og skælvende i Feber, medens mine Forældre og Søskende forlængst sov de Retfærdiges Søvn. Da bankede det sagte paa mit Vindue, som jeg havde ladet staa paa Klem, og foran mig stod han, bleg, sitrende, aandeløs. Jeg begyndte at græde og bad ham have Barmhjertighed med mig, men han lo blot og knugede mig ind til sig. Indtil Dagen brød frem hvilede jeg nu i hans Arme, fuld af Rædsel og dog tillige af salig Hengivelse. Jeg havde givet mig selv bort, og fra den Stund fængsledes jeg i fem Aar af de uværdigste Baand.
Siden hin Nat blev Jorden nu for mig et Helvede. Hvorledes skælvede jeg ikke for Opdagelse og ængstede mig for de mulige Følger! Der kom ikke mere Søvn i mine Øjne, jeg maatte jo bestandig ligge vaagen for at forhindre, at Adolf, naar han kom, skulde gøre Støj, der kunde forraade os! Tit og ofte bad jeg ham paa mine Knæ om at give mig fri, at rejse bort fra Byen. Han lo kun og saa fornøjet paa mig: „Hvor i hele Verden finder jeg vel en Kvinde som Du, der skænker mig al Kærlighedens Glæde uden at forlange noget til Gengæld, ikke en Gang min Troskab. Nej, paa dig giver jeg aldrig Slip.” Og han dræbte mig næsten med sin Heftighed. Jeg selv ansaa mig at være fortabt. I al min Kval og Fornedrelse følte jeg nu, at jeg trods alt elskede ham, virkelig elskede ham, og netop derfor viste jeg frygtsomt alle, selv de mindste, Foræringer tilbage. Han lo kun: ”Du er alene i din Slags.”
For et Aar siden forlod han mig for bestandig. Han havde ikke valgt sig nogen anden Stilling end den at bortødsle sine Millioner. Netop af den Grund, at han var rig, havde jeg jo aldrig kunnet søge at formaa ham til at gifte sig med mig. Han rejste altsaa til Paris efter at vort uværdige Forhold havde varet fem Aar, mærkeligt nok uden at blive opdaget, trods alle de Farer, der lurede omkring os. En Gang fortalte en Nabo min Fader, at en Tyv om Natten var sprunget over Muren ind til vor Gaard. Jeg stod ved Siden af, bildte mig ind, at han ved disse Ord saa skarpt paa mig, smilede som en Idiot og led Helvedeskvaler. Ved hvert Besøg, der kom til min Fader, ængstedes jeg til Døde. Det var en frygtelig Tid. Hvis Samvittighedsangst, Samvittighedskvaler kan være Bod for en Synd som min, saa er den afsonet.
Dagen efter, at Adolf havde taget Afsked og var rejst til Paris, var min Beslutning fattet.
Saa længe han paa sin Maade havde elsket mig, vilde og kunde jeg næppe bære min kvalfulde Tilværelse; men nu, da han havde udført det, jeg saa ofte paa mine Knæ havde bedet ham om, nu, da han var rejst fra mig for bestandig, nu kunde jeg ikke leve længer.
Nu i Efteraaret for et Aar siden gik jeg hjemme fra en Morgen Klokken fire. Stendammen, der laa omtrent to Timers Vej borte, var mit Maal, og i mit Værelse havde jeg lagt en Seddel, hvor jeg med et Par Ord havde taget Afsked fra Forældre og Søskende. Vejen var lang, jeg følte pludselig Sult, da jeg stod foran det mudrede grønne Vand. Modig gik jeg dog ud i det; men Vandstanden var lav, en vedholdende Tørke havde næsten halvt opsuget den lille Indsø. Jeg var allerede et godt Stykke fjernet fra Bredden, det grumsede Vand naaede mig endnu kun til Hofterne. Da vaagnede pludselig atter Livsmodet med ubetvingelig Magt, og jeg var ogsaa alt for fejg til at dukke under og saaledes hidføre Døden. Jeg vadede tilbage til Land og løb atter hjem, heldigvis saa ingen mig med de drivvaade Klæder. Hjemme var jeg ikke bleven savnet; min Seddel var slet ikke bleven funden, da de troede, jeg, som saa ofte før, var gaaet en Morgentur.
Men Badet havde gjort mig godt, jeg vilde atter leve.
Nogle Maaneder efter fortalte Adolfs Fader os, hvorledes den unge Mand hovedkulds havde styrtet sig midt ind i Hvirvlen af alle de Fornøjelser, Paris har at frembyde, og efter endnu et Par Maaneders Forløb kom den rystende Efterretning om Adolfs pludselige Død, foranlediget ved en Duel om en „Nana”. Hvor bitre Taarer hans Død end kostede mig, saa var den mig dog en Lettelse. Hvis nu Adolf en Gang havde giftet sig og sat Bo her i sit Fædrehjem? Det havde jeg endnu mindre kunnet bære. - Min Ungdom med dens talrige Synder og Svagheder ligger nu bag mig, og for Fremtiden bruger jeg al min Kraft, min hele Tilværelse i min Families Tjeneste. Villig og glad underkaster jeg mig enhver Forsagelse; thi den forekommer mig altid som en Syndebod. Senere hen, naar vore Forældre er døde og vi andre allesammen er blevne gamle, saa vil jeg ogsaa, omhyggeligt og sparsommeligt, holde Hus for mine Søskende, og naar jeg selv er død, saa vil hele Byen sige: „Ingen af dem alle var dog saa dygtig, saa solid som Landaus „lille Sofie”.
Vi var nu komne til en Lysning. De fjerne Bjerge skinnede mørktviolette, og jo mere skraa Solstraalerne faldt, jo dybere glødede Efteraarets rødgyldne Løv.
Tavse gik vi hjemad. Jeg vidste intet at sige hende. Men Himlen spejlede sig i Pølene.
