Tivoli.
Tæt ved Byen ligger Københavnernes Sommerlandsted, Tivoli. Her hen søger Middelstandsklassen, hvis travle Forretningsliv ikke tillader den at bo paa Landet om Sommeren. Om Formiddagen efter Skoletiden tager Smaabørnene derind for at drikke deres Mælk og nyde den skønne Natur med de blomstrende Haveanlæg; her læser ældre og yngre deres Blade i Læsesalonen, og her hviler de enligstillede Kvinder sig i deres Fritid. Og naar saa Aftenen kommer, strømmer Tusinder af unge og gamle, Herrer og Damer ind for at nyde Musiken og de forskellige andre Forlystelser, ikke mindst den altid morsomme Pantomime.
Tivoli aabnede sin Sæson i det smukkeste Vejr, og Københavnerne mødte i Foraarsdragt. Det var lidt for tidligt; Træerne gav endnu ikke Læ, deres Blade var kun i Knop, men Fuglene kvidrede deres Foraarssange og i Konsertsalen lød de kendte Melodier. Og saa var det Foraar for Københavnerne. Sommer og Tivoli hører sammen for dem.