En Læges Udtalelse.
De, der har fulgt med Kvindebevægelsen, vil erindre, at Kvindelig Fremskridtsforening for nogle Aar siden tog alvorligt fat paa Tyendespørgsmaalet, den afholdt talrige Møder for at drøfte Tjenestepigens Stilling, og der viste sig virkelig ogsaa et Omslag i den offentlige Mening til Gunst for Forbedring i Tyendets Kaar, om der end ikke kan fremlægges store Resultater. Det Resultat er der imidlertid vundet, at Husmødre, som ved vort første Møde tog det som en personlig Fornærmelse, at vi drog Pigens trykkede Kaar frem, nu selv for Alvor arbejder for Reformer i Tjenestepigens Stilling i fuld Forstaaelse af, at Tjenestepigens Sag ogsaa er Fruens Sag og paa det nøjeste hænger sammen med Kvindesagen.
Ingen af vore fremskredne Fruer vil derfor finde det overdrevent, hvad vi her fremsætter af en Læges Udtalelser om Tjenestepigen. Det er ganske vist Udtalelser om den norske Pige, men Forholdene i Norge er ikke væsenligt forskellige fra de danske. En Læge har Lejlighed til at se tydeligere i hendes Forhold, han kender Pigernes Værelser, han ser Pigerne i deres lidende Tilstand. De københavnske Læger har ligeledes tidligere udtalt sig om Nødvendigheden af andre Værelser for Tjenestepigerne, og da Kvindelig Fremskridtsforening havde den Sag fremme, blev der indsendt en Adresse til Rigsdagen, undertegnet af 60 Læger, med Begæring om ved det den Gang nedsatte Byggeudvalg i det mindste at hindre, at der i Fremtiden i de nye Huse blev bygget saa elendige Huller til Soverum for Tyendet.
Vi vil nu lade den norske Læge, Dr. Nissen, tale. Han siger :
„Naturligvis er det, at der er noget, som hedder „Tyende i Andens Husstand”, Umoral. Det er en anden Form for Slaveri, og den Tid kommer selvfølgelig, da „Tjenestetyende” ikke vil eksistere mere. Maaske vil en og anden studse ved dette. Jeg skal da minde om, at vi endnu har Hustugt, at en Tjener ikke er Herre over sin egen Fritid - han eller hun kan i Medhold af Loven jages ud af Tjenesten, om de forsøger at trodse dette - og endelig det, at en Tjener ikke er stemmeberettiget, fordi han er Tjener: det vil sige: fordi han ikke er sig selv, men anden Mands. I den Grad har ogsaa dette Afhængighedsforhold slaaet dybe Rødder i Tjenernes Bevidsthed, at da jeg blandt Kristianias 7,000 Tjenestepiger søgte at faa en Udflugt i Stand, meldte der sig 25. Og spurgte jeg om Grunden, fik jeg altid det samme Svar: de turde ikke bede sig fri en Søndag Eftermiddag saa tidligt som Kl. 2
- havde det endda været Kl. 5! Naturligvis er dette fejg Overdrivelse fra Pigernes Side - mange af dem vilde have faaet Tilladelsen - men det viser slaaende, hvad de selv mener om Stillingen. De betragter sig som absolut afhængige af Fruen, som et Stykke Inventar, som intet kan forlange, mens de andre kan forlange alt af dem.
Men meget værre end dette er det, at mange mener, at det med dette er, som det bør være. De har lært saa fra de var smaa; de hørte det i hver Religionstime og siden hører de det gentaget i Kirken, saa ofte de faar Anledning til at rive sig løs fra Skurebøtten og Barnekammeret. Lydighed og Forsagelse - det er Begyndelsen og Enden; de har jo en Evighed at vinde ind igen det, som de maatte have tabt her. Lykkeligvis er der en og anden blandt dem, som dog ikke mener saa. Og det ogsaa blandt de oprigtige Kristne af dem. Det er disse, jeg mener, det er Pligt at søge at vække til fuld Bevidsthed - først for deres egen Skyld, dernæst for Arbejderbevægelsens.
Det er et saadant Arbejde, jeg har begyndt i Kristiania. Der er mange Grunde for at søge at organisere Tjenestepigerne og just dem:
1. Fordi Kvinderne i det hele taget maa med i Arbejderbevægelsen, hvis denne ikke skal lide alt for meget ved disses Uvidenhed om Spørgsmaalene og staaen udenfor dem,
2. Fordi det er fra Tjenestepigerne, at Arbejderne gennemgaaende tager sine Hustruer, og disse Hustruer bliver den følgende Arbejdsslægts nærmeste Opdragere.
3. Fordi det i og for sig skulde synes lettere at faa Tjenestepigerne med, da det er dem af de kvindelige Arbejdere, som dog har noget Krav til Livet - fordi de ser noget af det - og dertil er bedre økonomisk stillede end de fleste andre.
4. Fordi Tilgangen af Tjenestepiger er liden og Konkurrencen saaledes forholdsvis ubetydelig.
5. Og endelig fordi det, naar det gælder Tjenestepigerne, lige over for udenforstaaende er lettere at paapege alt det uheldige i Stillingen og vække Medfølelse, end naar det gælder andre. I et Samfund som vort kommer nemlig alle i nær Berøring med denne Klasse Mennesker, og gjort opmærksom er der ikke nogen, som ikke til syvende og sidst indser, at de Krav, som man opstiller, er billige og retfærdige. Jeg tager her trøstig alle dem med, som har sund Fornuft og ikke har Særinteresser af at arbejde imod den, idet jeg er vis paa, at deres Samvittighed stemmer med min. Som Bevis paa, at jeg mener ret paa dette Punkt, tager jeg det, at der i den mig fjendtlige Presse ikke har været anført et eneste Ord imod de af mig opstillede Fordringer. Og dog har der været skrevet mangfoldigen om Spørgsmaalet.
Hvorledes har nu altsaa Kristianiapigerne det, og hvad er det, som de maa ønske ændret?
Jeg taler som Læge og tager Sagen rent udvortes.
Der er da tre Punkter, paa hvilke jeg har søgt at faa Agitationen op. Det er Arbejdstiden, Lønnen og hendes Værelse.
Hun maa have kortere Arbejdstid med rimelig Fritid til eget Brug.
Der er neppe nogen, som har saa lang Arbejdstid i Døgnet som Tjenestepigerne. Dertil har hun gennemgaaende ingen fuld Søndagshvile. Man svarer dertil, at hun har Stunder ind imellem, hvor hun ikke arbejder og som hun altsaa kan hvile i. Jeg svarer, at det gælder ikke. For det har de aller fleste andre ogsaa, f. Eks. Handelsbetjenten, Kasserersken, Vognmandskusken, Barbersvenden, Telefonistinden o. s. v. Der er ikke mange, som ikke kan slippe Arbejdet et Øjeblik. Men derfor er de lige fuldt i Arbejde, og Tiden er ikke deres egen.
Og hvorledes man saa end vil regne det ud med Hensyn til Tjenestepigernes Arbejdstid, saa faar man det nu ikke anderledes end til, at de aller fleste af dem gaar i mere eller mindre haardt Arbejde 15 à 16 Timer. Og fordeler man Søndagsarbejdet paa Hverdagene, bliver det 17 à 18; mange endog mere. Der er meget faa, som kun har 14 à 15 Arbejdstimer.
Mængden af vore Tjenestepiger har aldrig fri. Er der en Stund tilovers fra det regelmæssige daglige Arbejde, findes der paa noget for hende, saa hun stadig ser sig beskæftiget. Frieftermiddag til at gøre sit eget Tøj i Stand, som de havde før, er mere og mere gaaet af Brug. Og vil de bruge Natten, nægtes dem Lys. Man ser derfor nu jævnlig det løjerlige, at den Tjenestepige, som vil se lidt ordenlig ud og hvis Løn tillader hende det, maa holde Sypige for at faa sit Tøj lidt i Orden. Heller ikke Maaltidshvil faar de fleste Tjenestepiger - ikke en Gang saa længe hun spiser den halvkolde Mad paa Køkkenbænken.
(Fortsættes.)
