En Spaadom.

Inde fra den store Fabriksbygning, som ligger saa ensom derude paa Næsset, med den tilfrosne Sø foran sig, og bag sig de store Gran- og Fyrreskove, hvidpudrede af Sneen, klinger Musik og munter Tale og Latter.

Uagtet det er Juleaften, saa er dog alle Salene klart oplyste, men et andet Billede end det vante daglige møder den indtrædendes Blik.

Her er Liv og Tummel, men det er ikke Arbejdets Liv; de store Maskiner puster og stønner ikke og ryster ikke Bygningen i dens Grundvold.

Salene er ryddede, alt er pudset saa fint og net. Gulvet i den store Indpakningssal er af flittige Arbejdersker skuret blændende hvidt, og der skal Dansen trædes, naar de tre mægtige Grantræer med Julesne og Englehaar paa Grenene først har været tændt og er blevne plyndrede.

Hele Fabrikens Personale befandt sig i de mindre Sale, der stødte op til den større, og en broget Blanding var det.

En gammel Dalmas (Karl fra Dalarne) sad og snakkede op med en aldrende Kulla (Pige fra Dalarne) og foreholdt hende, at hun dog skulde have saa megen „Ekstraktion”, at hun kunde tage den lille Snadde af Munden, naar hun skulde i fint Selskab. Pigen røg dog ufortrødent og mente, at det var tidsnok at stikke Piben i Lommen, naar Herskabet kom. En halv Snes unge Dalkullar i deres Hjemlands smukke Festdragt dansede lystig omkring til Tonerne af en Harmonika, som en melankolsk Nordlænding haandterede. En livlig lille Franskmand stod i ivrig Disput med tre fire Tyskere og en Polak, medens Stockholmspigerne stod stive og pyntede i deres efterabede Damedragt og saa forventningsfulde mod Døren og hen efter en Flok Ungersvende, hvem de koketterede ivrigt med.

De ældre Mænd og deres Koner snakkede betænksomt sammen, og efter deres Ansigtsudtryk at dømme, var det nok ikke lutter Fornøjelse alt, hvad de havde at drøfte.

Børnene løb omkring og legede blandt de voksne, men naar de kom i Nærheden af det Hjørne, hvor den lille lavstammede Russer med det ægte mongolske Ansigt sad, tavs og indesluttet, saa gik de udenom, saa langt de bare kunde.

„Russeren”, som han almindelig kaldtes, var kommen til Fabriken for et Par Maaneder siden. Det var hans Specialitet at lave russisk Marmelade, og for denne store Konfektfabrik ansaas han for at være en hel Gevinst, men han var ligesom menneskesky, talte kun med Fabrikherren og en enkelt Gang med de tyske Arbejdere. Deres Sprog var det eneste, han forstod.

Alt i alt var her vel samlet henved et Hundrede Mennesker paa denne Juleaften, da Fabrikherren havde budt dem til Fest.

I Herskabsboligen, der ligger et lille Stykke fra Fabriken og fra Arbejderboligerne, var der højrøstet Liv. Den ene Kane efter den anden svingede op for Døren med Bjældeklang og Piskeknald, og op fra laadne Pelse og varme Skindtæpper dukkede Herrer og Damer fra den nærliggende Hovedstad; af den muntre, unge, polske Frue var de indbudne til at tage Del i den Fest, der paa Fabriken var arrangeret for Arbejderne.

Hun var smuk og nydelsessyg, denne Fabrikherrens unge Frue, og hun samlede stadig et ligesindet Selskab om sig. Hende var det ogsaa, der havde faaet Idéen til denne store Fest, og alle hendes Mands Indvendinger havde ikke fragtet. Hun forstod altid paa den kærligste og blideste Maade at sætte sine Ønsker igennem.

Nu var hele Selskabet samlet, alle de indbunde vare komne, der ventedes kun paa Husets Herre.

Men inde paa Kontoret sad han ved den store Hovedbog, han regnede og regnede, dog fik han stadig mange Tusinders Underballance. Hans Hoved smertede ham, alt dansede for hans Blik, han kunde hverken sanse eller samle, vidste ikke sine levende Raad, hvor han skulde skaffe Pengene til næste Lønningsdag, eller hvormed han skulde betale de til Nytaar forfaldne Veksler. Han holdt sig for sine Øren, at ikke Støjen af Latteren skulde trænge ind til ham: han rasede i stum Forbitrelse mod sin unge smukke Kone, der havde sin Del i hans Ruin, og han forbandede sit eget Letsind, der altid bragte ham til at se saa sangvinsk paa selv de dristigste Foretagender.

Omsider lukkede han Bogen og rejste sig. Igennem Vinduet, hvor Gardinet var glemt at rulle ned, kunde han se Fabriken, der straalede af Lys i den mørke Aften; han stod som rodfæstet og stirrede over paa den, vridende sine Hænder i Fortvivlelse og med et haabløst Blik. Alle Sunde vare stængte, der øjnedes end ikke det mindste Lyspunkt, hvor han kunde slippe igennem.

Døren blev sagte aabnet, en Silkekjoles Raslen hørtes, og i næste Nu lagde to hvide Arme, bedækkede med klirrende Armbaand. sig om hans Hals.

(Fortsættes.)