En ny Rettighed for Kvinden.
(Hemmet og Samhället.)
En ny Rettighed! - er det da ikke nok med disse evindelige Rettigheder og Rettigheder? Kvinderne har jo allerede alle mulige Rettigheder og tager sig desuden alle mulige Friheder. Har de ikke Lov til, saa godt som upaatalt, at besøge Kaféer og Restavrationer og uden Ledsagelse bevæge sig næsten overalt, selv om de endnu befinder sig i den Alder og under saadanne Forhold, at de er „à prendre”. Ejer de ikke Ret til at gaa først ind ad Døre, har de ikke Ret til først at tage for sig af Fade og Asietter, beholde Hat og Overstykke paa ind i Stuen osv. osv. ? - Jo, det er sandt, de ejer alle disse Rettigheder og mange andre lige saa fortjente og ufortjente.
Og dog maa jeg forlange endnu en Rettighed, som Kvinden savner og som for hende vilde være af største Betydning. Jeg mener den Ret, som Manden har og ofte benytter sig af baade paa Prædikestolen, Katedret og i Rigsdagssalen - Retten til offenligt at sige Dumheder uden at det vækker nogen videre Opsigt. - Hvorledes! Af største Betydning offenligt at faa Lov til at sige Dumheder? - Hun kunde jo risikere at gøre sig til Nar - blamere sig - skade sin Anseelse - og Kvindesagen!!! -
Maa jeg faa Lov til at forklare mig. Jeg siger jo slet ikke, at Kvinderne skal „stræbe” efter at sige Dumheder, hverken ved offenlige Diskussioner eller i private Kredse - i Selskabslivet ejer de desuden denne Ret og udøver den tiere end ønskeligt. Nej, min uforgribelige Mening er den, at naar de, brugende det Pund, Vorherre har givet dem, har naaet til at faa en Overbevisning eller en Anskuelse angaaende en Sag, som ligger dem paa Hjerte, da maa de have Mod til at, hvis det gælder, udtale sin Tanke offenligt uden Frygt for at gøre sig til Nar, blamere sig eller skade Kvindesagen. Lad saa være, at denne deres Overbevisning grunder sig paa en Fejltagelse, eller at den ytrede Anskuelse viste sig at være en Dumhed - dermed er ingen Skade sket - tvertimod! De, som bedre forstaar Sagen, har derved faaet Anledning til at fremkomme med en Forklaring, og paa den Maade er der alt at vinde, intet at tabe.
- - - Men hvem i Herrens Navn hindrer Kvinderne i at tale offenligt, enten det saa er klogt eller dumt? - Ja, hvem hindrer dem? - Først og fremmest deres egne Betænkeligheder ......og dernæst den almindelige Mening, som fra Arilds Tid har været deres Lov - deres Gud, havde jeg saa nær sagt. - Rettigheden til i Lighed med Manden offenligt at fremkomme med Dumheder, er saaledes en af de Rettigheder, Kvinderne ejer, saa snart de tager sig den.
De fleste af dem, jeg mener de dannede iblandt dem, har for længe siden i Teori forkastet Budet „Kvinden tie i Forsamlingen” - men i Praktik tier de bum stille, naar de talrige indfinder sig ved offenlige Møder, selv om de til Punkt og Prikke ved, hvad de tænker om en Sag, og modent har overvejet den, thi......tænk om man ikke skulde kunne udtrykke sig rigtig frit - eller om man stod og hakkede i det - eller slet ikke kunde faa frem det, man vilde sige!
Udtrykker Mændene sig da altid formfuldendt og korrekt? Paa ingen Maade, men de taler i alt Fald, naar de mener, de har noget, de skal have sagt.
Ja, jeg har endogsaa hørt dem, som helt har maattet stoppe op midt i en fint snirklet Frase uden at føle Spor af Forlegenhed for det - ja, det har jeg hørt - hvis man da i det hele kan tale om, man hører, naar Folk tier stille.
Nu tror vel mange, at den, som andrager om Retten til frit at maatte sige sin Hjertensmening, uden Frygt for den almindelige Opinion, selv for længe siden har frigjort sig for de Baand, som denne paalægger det saakaldte smukke Køn. Aa nej - tro blot ikke det. Jeg vilde vel aldrig gjort mig til Tolk for denne Sag, hvor alvorlig den end er, hvis jeg ikke „havde talt for min syge Moster”. - Ogsaa nu har jeg Betænkeligheder - - bare jeg ikke gør mig til Nar - bare jeg nu ikke blamerer mig eller skader Kvindesagen - - - det er derfor bedst saa vel for mig som for Sagen, at jeg skjuler mig bagved - - bagved „Anonymitetens Slør”, for nu at anvende et billedligt og dannet Sprog.