En Spaadom.
(Sluttet.)
Da Folkene saa deres Herre, havde de trukket sig lidt tilbage. Han gik lige hen til Russeren og gav ham sin Haand, idet han sagde: „Kan de spaa mig?”
Det var et underligt Blik, Manden med det mongolske Ansigt og de smaa listige Øjne kastede paa Fabrikherren, da han tog hans Haand, som vilde han snarere læse i Ansigtets Linier end i Haandens. „Fabriken vil brænde”, sagde han et Øjeblik efter.
Med et Ryk rev Herren sin Haand til sig; „den vil brænde om et Par Maaneder,” sagde den anden med et gennemtrængende Blik, der næsten virkede hypnotiserende.
Ved de omkringstaaendes Mumlen blev Fortryllensen endelige hævet. „Det var da noget forbandet Sludder!” udbrød Fabrikherren. „Den Slags Spaadom skal jeg dog ikke have mere af.” Og han vendte sig bort og forlod Stuen.
Men denne Spaadom bredte sig gennem Salene; den sneg sig som en smitsom Sot rundt til alle og lagde sig tungt som Dødskulden over de glade Sind.
Den eneste, der var fornøjet paa samme Tid, som han var forfærdet, det var den Mand, hvem Spaadommen gjaldt. Denne Russer havde læst i hans inderste Sjæl. En Ildebrand var det eneste, der kunde redde ham. Assurancesummen var 170,000 Kr., og brændte først Fabriken ned, saa vilde han paany lade den opføre i langt mindre Maalestok; de store Driftsomkostninger kunde Produktionen ikke betale. Nu havde han fundet sin Mand.
„Naa, Folk, nu skal vi være muntre”, sagde han, da han mærkede den Misstemning, der havde sneget sig ind. „Dans og drik, og mor Jer, saa længe I kan!”
Og fra den samme Stund var han en af de muntreste.
Efter det Julegilde paa Næsset var Uroen dog bleven siddende hos de fleste.
De huede ikke, at Russeren adskillige Gange blev kaldt op til Herren paa hans Kontor om Aftenen, naar Arbejdet var sluttet, og endnu mindre huede de, at det skulde være hemmeligt, noget, der dog var umulig paa et Sted hvor Tyendet og Arbejderboligerne stod i saa nær Forbindelse med hverandre. Der sagdes, at Russeren spaaede Herren, og at han til Gengæld fik saa megen Vin, han vilde drikke, og Penge oven i Købet. En Kendsgerning var det, at Russeren sjælden var ædru, og at han var mere menneskesky end nogen Sinde.
Overalt var Stemningen trykket, dertil kom, at det var smaat med Arbejdet nu efter Jul, og det var som gik der et befriende Pust gennem hele den lille Koloni, da det rygtedes den 10de Februar om Morgenen, at Russeren pludselig var forsvunden.
Fabrikherren var den eneste, der ikke var fornøjet; Manden havde faaet fjorten Dages Løn forud, sagde han.
Natten til den 21de Februar brændte Fabriken.
Den brændte ned til Grunden.
Om Ildens Opkomst vidste ingen noget at fortælle; men der var dem, der sagde, at en Mand, der lignede Russeren paa en Prik, var set at afsejle med en af Østersødamperne Dagen efter.
