Kvindernes Klædedragt.

Der er i de sidste 5 Aar blevet talt og skrevet en hel Del om en Reform af den kvindelige Klædedragt, hvis Upraktiskhed og til Dels Skadelighed vist nok er hævet over al Tvivl. Angreb har været rettet mod Underdragten i Almindelighed, men mod Korsettet i Særdeleshed, man har ivret og forivret sig for denne Sags Skyld. Vittighedsblade har taget sig den til Indtægt, og paa dens Bekostning lavet mere eller mindre gode Vittigheder, frembragt mere eller mindre daarlige Billeder af Kvindefigurer, før og efter Brugen af Korset. - bekendte og dygtige Læger har holdt Foredrag om Nødvendigheden af en Reform af Klædedragten, og til Skræk og Advarsel fremvist Afbildninger af gyselig misdannede Levere, sammentrykkede Brystkasser o. s. v., og endelig har bekendte og dygtige Kvinder ofret baade Tid, Kræfter og Penge paa at løse denne Opgave paa en god og praktisk Maade, uden at man dog endnu kan siges at være naaet til noget nævneværdigt Resultat.

Den første mig bekendte offentlige Udtalelse om denne Sag her i Danmark, fremkom i 1887 i Dagbladets Nr. 49 som Svar paa Spørgsmaalet „Hvem skal tage en Reform af den kvindelige Klædedragt i sin Haand”, og Artiklen, der var undertegnet L. B., hævdede, at det var Lægerne, der burde gøre det, „de maa lære os, at en Reform er nødvendig”. Det synes som om alle Sagens Forsvarere har været enige med L. B. i denne Opfattelse, i alt Fald har deres overdrevne Beskedenhed ikke tilladt dem at komme med nogen Modsigelse. At Lægerne i denne Sag, der henhører under Legemets Hygiejne, kan yde en væsentlig Støtte, skal jeg villigt indrømme, men de er og bliver dog kun Hjælpetropper. Hovedstyrken det maa Kvinderne selv være, de har mest Interesse af Sejren, derfor maa de først og fremmest kæmpe, det er dem selv det gælder.

Theoretisk synes Sagen let at gennemføre, idet alle Kvinder til en eller anden Tid, ved en eller anden Lejlighed, har følt sig generede og besværede af deres Kostume, hos nogle har den følte Gene kun affødt et stille resigneret Suk, „det er nu en Gang saaledes, kan vel ikke blive anderledes,” hos andre, mere impulsive eller ræsonnerende Naturer, har det der imod fremkaldt et „Hvorfor”, og dette atter en Protest mod det bestaaende, et Ønske om noget bedre. Man ser altsaa, at de bedste Betingelser for en Reform paa Klædedragtens Omraade findes, idet Erkendelsen af dens Nytte, i mere eller mindre Grad, er eller har været til Stede hos Alle. Praktisk stiller der sig der imod flere Vanskeligheder i Vejen for Sagens Gennemførelse i en nær Fremtid, og blandt dem staar naturligvis Forfængeligheden i første Række, thi utvivlsomt er Korsettet et Produkt af de forskellige menneskelige Svagheder, med Forfængeligheden som den vigtigste Faktor.

I de Hjem, hvor den første Leg, man lærer den lille Pige, er Legen med Dukker, hendes eneste Fritidsbeskæftigelse den at pynte dem, kæle for dem og beundre dem, i de Hjem, hvor man lærer den unge, konfirmerede Pige, at nu bestaar hendes fornemste Beskæftigelse i at bytte Rolle med Dukken, at pynte sig eller lade sig pynte, for at beundres, kæles for og - leges med, ja der er der kun ringe Udsigt til, at det sunde og praktiske Kostume vil veje op mod det, „der tager sig ud”, men disse Hjem maa mere og mere vige Pladsen for andre med en fornuftig Erkendelse af det naturlige og rigtige i at udfylde den lille Piges Fritid med Gymnastik og Friluftslege, den voksne unge Piges Tid med Uddannelse til selvstændigt Erhverv, og derfor er Udsigterne til at gennemføre en Dragtreform gode, men Arbejde og Energi maa der til, alle de Kvinder, der interesserer sig for Sagen, maa slutte sig sammen og virke sammen, men som L. B. at ville skubbe Arbejdet fra sig og læsse det over paa Lægerne, der i Forvejen har nok at gøre, og som først i anden Række har Interesse af Sagen, det forekommer mig er at paatrykke sig selv et aandeligt Stempel af Uformuenhed.

Dansk Kvindesamfunds Bestyrelsesmedlemmer synes at have delt min Anskuelse, at det er Kvinderne og ikke Lægerne, der skal tage denne Sag i deres Haand, idet de i April 1890 selv tog Initiativet til Oprettelsen af en Reformdragtforening. Til Indbydelsen knyttedes følgende Udtalelse, underskrevet af 25 ansete Læger, deraf flere Hospitalsoverlæger: „Af sanitære Grunde anser vi det for ønskeligt, at der efterhaanden indtræder en Forandring i Kvindernes Klædedragt, særlig med Hensyn til den opvoksende Slægt. Det stive Korset bør under normale Forhold udelades, de strammende Baand om Livet undgaas, og Klæderne bæres ved en ensartet Fordeling paa Skuldre og Hofter.”

Programmet var jo meget lovende, og mange Udenforstaaende hilste Foreningens Fremkomst med Glæde og Forventning, men de er hidtil blevne skuffede. Reformdragtforeningen fører en saa skjult og stille Tilværelse, at den lige saa godt kunde lade være at eksistere.

Det er desværre en Kendsgerning, at der for enhver Sag, hvor god den end er, maa gøres Propaganda, saaledes har det altid været, og saaledes bliver det vel ved at være, i alt Fald en Tid endnu, men dette synes Foreningen at lade haant om, at den af og til har ladet afholde Foredrag inden for Foreningens Ramme, d. v. s. i „Dansk Kvindesamfunds” Lokaler, det nytter intet, thi de Mennesker, der hører saadanne Foredrag, er allerede vundne for Sagen, og det samme gælder Udstillingen af Reformdragter, som fandt Sted under Skolemødet, det har naturligvis sin Nytte og Interesse, men kun over for en meget snæver Kreds, hele „det brede Lag” nyder ikke godt deraf, af dem har mindst de ? aldeles ingen Anelse om, at der findes en Reformdragtforening.

I Stedet for at indbyde til Aktietegning à 25 Kr. pr. Aktie, tror jeg, Foreningen vilde have vundet mere ind ved en almindelig Indsamling til Fordel for Sagen med Bidrag efter Behag, der f. Eks. kunde begynde med 50 Øre, det har de Fleste Raad til at ofre, men 25 Kr. kan de Færreste afse. Basarer og lignende er jo ogsaa en god Maade at samle ind paa. Foreningen burde prøve det; naar en tilstrækkelig stor Sum var kommet ind, skulde den anvendes, først og fremmest til at gøre Sagen bekendt over hele Landet ved Artikler og Avertissementer i alle Dagblade, og dernæst til Forfærdigelse af det Underliv, der skal erstatte Korsettet, og som naturligvis maatte være billigere end det billigste Korset, og findes til Forhandling i hver eneste, ja selv den aller mindste, Manufakturforretning i hele Kongeriget Danmark. Naar Reformdragtforeningen først havde gjort saa meget, ja saa var det altid tidsnok at bede Lægerne være med og støtte Sagen, ved f. Eks. at begynde Reformen paa deres eget Omraade, „Hospitalet”, thi saa længe de stakkels Patienter paa alle Landets Hospitaler, er nødte til at snøre deres Mave sammen med et Utal af Baand, som de absolut maa stramme, for at Tøjet ikke skal glide ned, saa længe Lægerne helbrede den deraf flydende Cardialgie med tvekulsurt Natron, Magisterpulver etc., i Stedet for at forebygge den ved at lade Patienterne bære et Underliv, paa hvilket de kan knappe Undertøjet, ja, saa længe har man svært ved at tro paa, at de har ment det ærligt med deres Udtalelse: „De strammende Baand bør undgaas, og Klæderne bæres ved ensartet Fordeling paa Skuldre og Hofter”.