Amalie Skram: Forraadt.
Det er ingen pyntet Bog. Fru Skram fortæller i sanddru Udtryk om en ung Piges Overgang fra et kærligt Barndomshjem, hvor der, som det ofte sker, hersker Fortielse om Livets naturlige Ting, til Samlivet med en Mand, Skibskaptejn Riber. Ypperligt er Indledningskapitlet, Bryllupsaftenen, da Moderen undviger sin Datters indtrængende Bøn om at maatte blive hos hende denne ene Nat. Den unge Brud har faaet at vide, at Bedstemor Riber har slæbt en gammel Brudeseng frem. Først nu gaar det op for hende, det utrolige, umulige, at hun er bestemt til at dele den med sin Mand. De har vidst det alle, Moderen med, kun ikke hun! Om Natten løber hun saa fra Manden ud paa Gaden, han sætter efter hende, og hun resignerer, brat overrasket ved hans ømme, men myndige Ord.
Uvidende og uhyre naiv, som hun er i Følge sin Opdragelse, bliver hver Hændelse hende en ny Kilde til Rædsel. Der bliver siddende i hende en forfærdet Forbavselse over Livet, som hun aldrig vinder over. Hun kommer til London, og Kaptejnen trækker hende rundt paa Forlystelsessteder af alle Slags og til halvsjofle Sømandsmiddage, hvor hun, skræmt og ulykkelig, som hun er, føler sig utryg ved alt. Hendes Mand, der er brutal og opfarende, men lidenskabelig forelsket i sin unge Hustru, ligeoverfor hvem han ikke er ganske blottet for Finfølelse, er besjælet af den redeligste Vilje til at gøre deres Ægteskab lykkeligt. Alligevel gaar det itu for dem og maa gøre det paa Grund af den store Forskel i deres Tankesæt og hidtidige Liv, og til Trods for, at hun til en vis Grad er ret glad i ham, det vil sige, saa meget, som hun er i Stand til. Hun er ingen sanselig Natur, i hvert Fald er hendes Sanser ikke vaagne, og da hun knytter sig til ham ganske ung, har hun end ikke Anelse om, hvad Kærlighed vil sige.
Da hun begynder at forstaa, at Manden har ejet andre Kvinder før hende, mister hun helt Grund under Fødderne. Om Bord i Skibet „Orion”, hvor de bestandig er henviste til hinandens Selskab, aflægger han en Dag aabent Skrifte om sit Livs brogede Eventyr. Der sker nu det mærkelige, at hendes Hjerne fra det Øjeblik kun sysler med hans slibrige Historier; selv kold, falder hun tidligt og sildigt over ham for at faa ham til at fortælle indtil de intimeste Detailler, samtidigt med, at hun ubarmhjertigt afviser hans Tilnærmelser. Hun piner ham til det yderste med sine indgaaende Spørgsmaal. Fortvivlet slaar han sig paa Drik og Bibellæsning. Der opstaar forvirrede Tanker hos ham om, at han er forraadt ved hende, lige som Jesus ved sin Discipel; og skræmt fra Vid og Sans, styrter han sig en Morgen i Bølgerne.
Bogen indeholder foruden denne tre Fortællinger: „Madam Høiers Lejefolk”, som var Fru Skrams Debut for en halv Snes Aar siden, og Karens Jul, der beretter om en stakkels forladt Pige med hendes Barn, hvis Faders Navn hun ikke en Gang kender, som hen imod Juletid søger Tilflugt i en faldefærdig Rønne. Her finder Politiet hende og giver hende af Medlidenhed Lov til at blive over Jul, men ikke et Minut længere. Juleaften dør hun saa af Sult.
„In Asiam profectus est” handler om et ungt Menneske, der er oppe til Artium. I den latinske Stil tror han at have begaaet en Bommert. Han ber nu af hele sin Sjæl til Vorherre, at han vil gøre et Mirakkel og rette denne Fejl. Paa Eksamensdagen faar han bedste Karakter for Stilen; hans Tro paa Guds Almagt kender ikke længer nogen Grænse. At der maaské slet ikke har været nogen Fejl, falder ham ikke et Øjeblik ind. Fru Skram har haft den Lykke at se sig meget om i Verden, det kommer hende til Nytte som Forfatter. Der er Scener i „Forraadt” fra Livet til Søs og Skildringer fra London, som er tegnede med stort Mesterskab og fin Kunst. Fru Skram forstaar med godt afpassede, malende Ord at prente uforglemmelige Billeder ind i Læsernes Bevidsthed
