Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Ogsaa i Baranyce vidste man, at Hr. von Barovski - „Herren”, som Folkene simpelt hen kaldte ham - Dagen efter skulde veksle Ringe med Grevinde Angela Zanicki. Folkene fra Baranyce glædede sig til denne Dag, ti de havde truffet Forberedelser til en Fest, som Herren vilde give dem paa sin Højtidsdag, og de glædede sig ogsaa, fordi Hr. von Barovski altid havde været dem en god Herre, som de kunde have Tillid til, og som de ønskede alt godt. Maanen stod højt over Parkens bladløse Træer og kastede sit blege Lys paa det gamle Slot, paa de massive, nyopførte Staldbygninger og Lader, der omgav den store Gaard, og paa de smaa nette Arbejderboliger med deres røde Tegltage. Hvor Maanelyset faldt paa et Vindu, blinkede og straalede det næsten som de høje Spejlglasruder i Hotel Zanicki, bag hvilke man nu underskrev Ægteskabs-Kontrakten. I Baranyce var dog alle Lysene slukkede og alle Mennesker sov, for den næst kommende Dag at vaagne glade og tilfredse. Kun i et lille Hus i Landsbyens Udkant brændte der endnu Lys. I et lille venligt Kammer sad en ung Pige paa Sengen, hvis Stolper efter Landets Skik var omvundne med røde og blaa Silkebaand.
Marysia Loczek, den skønneste og stolteste af Baranyces Jomfruer, kunde ikke finde Ro i denne Nat. Hun havde kastet det røde Hovedklæde af sig, de sorte Fletninger slyngede sig som Slanger ned over det tætsluttende Livstykke, og fra det blege Ansigt stirrede de mørke Øjne paa to Genstande, som laa i hendes Skød. Skinnet fra Lyset faldt paa et lille Vokshjærte - af den Slags, som Forelskede plejer at ofre til Madonna - og saa en simpel Guldnaal; begge Dele syntes at udøve en magisk Tiltrækningskraft paa den unge Pige.
Ude paa Gaden gøede en Hund. Marysia saa op og kastede et Blik paa det gammeldags Slaguhr, Viseren pegede paa tolv. Imellem tolv og et maatte det ske - som hun bævede tilbage for, og som hun dog ikke kunde lade være med - dersom Tryllemidlet skulde virke. Hun trak Vejret dybt, og hendes Legeme rystede af en let i Gysen, men i et Nu var al Ubestemthed, al Vaklen borte. Et energisk Træk lejrede sig om Munden, og hun trak de mørke Øjenbryn endnu tættere sammen; med et fast Greb tog hun hun Guldnaalen og Vokshjertet og sneg sig paa Taaspidserne hen til Døren. Udenfor lyttede hun et Øjeblik, men fra Hytten hørtes der ikke en Lyd. Hunden, der gøede før, krøb nu logrende hen for hendes Fødder, men hun gav ikke Agt paa den. Med hurtige Skridt gik hun over en Markvej, som førte til en Baglaage i Parken. Et Øjeblik stansede hun - Skyggen af et forvokset Piletræ, der stod ved Siden af Parklaagen, havde forskrækket hende. Da hun lukkede Laagen op, knirkede de rustne Hængsler, og i Nattens Stilhed spredte Lyden sig vidt omkring. Men hun ilede af Sted gennem Parkens bugtede Veje, med Bestemtheden præget i det blege Ansigt og med begge Hænder trykket imod det bankende Hjerte.
(Fortsættes.)
