Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
I en Lysning i Parken, hvor Maanen spejlede sig i en lille Dam, standsede hun pludseligt. Et gammelt Lindetræ stod tæt ved Vandet, og om dets Stamme var der tømret en Bænk af unge Birkestammer. Om Sommeren var det en hemmelig Plads midt inde i Parken, hvortil der ikke let forvildede sig nogen ukaldet. Og dejligt var der om Sommeren, naar de hvide Aakander vuggede sig paa Dammens Overflade, og Lindeblomsterne opfyldte Luften med deres bedøvende Duft. Nu knagede de bladløse Grene i den kolde Foraarsblæst, nu var det ikke noget Sted, der indbød til Hvile. Og dog gik Marysia ikke forbi Bænken, skønt hun hemmeligt gruede for den. Hun satte sig ned og skjulte Ansigtet i sine Hænder; hun stønnede lydeligt og tænkte paa de lune Sommeraftener, da hun ikke havde siddet alene her, da Vinden havde leget med de duftende Lindeblomster og en mild, mandig Stemme havde hvisket Kærlighedsord i hendes Øre. Og saa tænkte hun paa. at Hr. Jan-Jozif von Barovski vilde komme tilbage med en ung Hustru ved sin Side, en ung Hustru, der skulde være saa smuk som en Foraarsdag, og som vilde gøre ham lykkelig - hun hadede ikke den unge Grevinde, for hvem hun jo var en fremmed, og som ikke kunde vide, at hun ved sit Ægteskab tilføjede en anden Smerte.
Men hun elskede ham! Og Marysia tog Guldnaalen og Vokshjertet, borede Naalen tre Gange ind i Hjertet og sagde med sagte, men fast Stemme: „Jesus, Maria og Josef, tag Hr. Jan-Jozif von Barovski til eder.” Da hun sagde det tredje Gang, stak hun Naalen saa dybt ind, at den blev siddende fast. Derefter skjulte hun begge Dele paa sit Bryst, trak Vejret dybt lige som lettet, og begav sig paa Hjemvejen. Hun vidste, at Tryllemidlet vilde virke; det var paalideligt, allerede mangen forladt Pige havde paa den Maade hævnet sig paa den Utro. Hun vidste, at Hr. Jan-Jozif von Barovski ikke ret længe vilde faa Lov at glæde sig ved sin Lykke. Lige som Vokset lidt efter lidt vilde smelte ved Varmen fra hendes Bryst, saaledes vilde ogsaa den langsomt hentæres, hvis Navn hun havde udtalt, da hun tre Gange paakaldte Jesus, Maria og Josef, og den Dag, da Spidsen af Naalen følte sig befriet for Vokset og for første Gang ridsede hendes Bryst, den Dag maatte han dø - intet kunde redde ham, intet kunde svække Tryllemidlets Kraft.
Det vidste alle de polske Piger, og Marysia vidste det ogsaa, og derfor gik hun med oprejst Hoved gennem Mørket. Hun blev ikke mere forskrækket, hverken for Laagens Knirken eller for det forvoksede Piletræs Skygge; efter at have beseglet sin Skæbne, som hun troede, og overvundet sit eget Hjertes Tvivl; siden hun ikke mere kunde træde tilbage fra den en Gang fattede Beslutning, var hun ikke længere frygtsom.
(Fortsættes.)
