Vokshjertet. En Kærlighedshistorie

Marysia for ikke en Gang sammen, da en menneskelig Skikkelse langsomt rejste sig fra et af Træerne, der stod langs Markvejen, og til hvis Stamme den havde lænet sig. I det klare Maaneskin kunde hun straks se, hvem det var - det var Bentosz, Staldkarlen, der galdt for en af de stateligste og ustyrligste Knøse paa Baranyce. Hun vidste, at han havde et godt Øje til hende, og hun tøvede ikke et Øjeblik med at gaa forbi ham, og da hun ligegyldigt strejfede ham med de mørke Øjne og rettede sit blege Ansigt med de sammentrukne Øjenbryn imod ham, saa det næsten ud, som om han var bange for at tiltale hende. Han blev dog ved at gaa ved Siden af hende, og Lyden af Begges Skridt klang uhyggelig paa den ujævne Vej.

Hvor har du været saa sent, Marysia?” spurgte Knøsen endelig.

„Hvad angaar det dig,” svarede hun ham i en kort Tone, „naar du har listet dig efter mig, saa véd du jo, hvor jeg har været, og behøver ikke at spørge.”

„Jeg har ikke listet mig efter dig,” sagde han undskyldende, „jeg har ventet paa dig ved Parklaagen.”

„Hvorfor?" spurgte hun kort.

„Jeg vilde sige dig, at jeg har et Silketørklæde og en Koralsnor i min Kiste, og at jeg vil bringe dig begge Dele, dersom du i Morgen vil danse Mazurkaen med mig."

„Jeg behøver ingen Pynt, og jeg danser ikke i Morgen, hverken med dig eller med nogen anden,” svarede hun bittert.

„Dersom du ikke danser paa Herrens Højtidsdag, vil Pigerne mene - ”

„Lad dem mene, hvad de vil!” afbrød hun ham heftig. „Jeg danser ikke, det er mit sidste Ord. Og lad mig nu gaa, Bentosz.”

Han vovede virkelig ikke at ledsage hende længer. Han blev staaende og saa efter hende, indtil hun forsvandt bag Døren i det lille Hus.

Hr. v. Barovski rejste igen til Italien og Swejtz med sin unge Gemalinde. Det saa næsten ud, som om Foraaret var blevet deres Rejsefælle. I Nizza var det omtrent Sommer, da de forlod Byen, i Genf sprang de første Roser ud ved deres Ankomst, og da de uden Ophold rejste over de nordtyske Sletter, saa de alle Vegne Kastanier, Guldregn og Syrener staa i fuldt Flor. Det prægtigste Solskin opvarmede Jorden, og jo mere man nærmede sig den ny Hjemstavn, desto lykkeligere saa den unge Kone ud. Hun var bleven træt af at rejse, og hun troede, at hun først rigtig for Alvor blev Janz-Jozifs Hustru, naar hun blev Husmoder i hans Hjem.

Hr. von Barovski havde næsten frygtet for, at hun, der var vant til Paris og havde besøgt Jordens mest henrivende Punkter, skulde føle sig skuffet ved det ny Hjems Omgivelser.

Naar Banetoget da bruste gennem lange Landstrækninger, hvor forkrøblede Grantræer og Lyng var den eneste Vegetation, saa lagde han ømt sin Arm omkring hende og sagde: „Vær kun ikke bange, kære Angela, saa trøstesløst ser det ikke ud hos os. Du véd, jeg har fortalt dig om Bøgeskovene, om de i grønne Enge og klare Bække. . . .” Men hun saa smilende paa ham: „Synes Du ikke, at her er smukt, Jan-Jozif? Det hvide Sand, de røde Lyngblomster, de mørke, alvorlige Grantræer og saa den Ro og Stilhed! Naar Toget er brust forbi, tror jeg ikke, at der høres nogen anden Lyd end Biernes Summen, og jeg vilde ønske, at vort Slot stod her i denne Ensomhed.” Han smilede ogsaa, kyssede hende og sagde: „Ja, her er smukt, elskede, naar man ser det igennem i dine Øjne.”

Hr. Jan-Jozif var lykkelig; Toget holdt ved den sidste Station, og han løftede sin unge Hustru ud af Kupeen, hans Øjne straalede, da Knøsene fra Baranyce udbrød i jublende Hurraraab. (Fortsættes).