« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Holland
Siden September 1918 har vi et konservativt og noget reaktionært Ministerium i Holland. Dog har November-Bølgen skyllet hen over Landet, og Frygten for en mulig Revolution, endog i vort fredelige Holland, har inspireret Ministeriet til en Iver for Reformer, som har foranlediget Dronningen til Udstedelse af en Proklamation, fuld af gyldne Løfter, som skulde opfyldes med en Hurtighed svarende til Tidsaanden. Imellem disse Reform-Løfter var 8 Timers Arbejdsdagen og Stemmeret for Kvinder. Imidlertid, efter at have set at det hollandske Folk ikke var ganske bestemt paa at gøre Revolution, har vor Regering ingen Hast, og vort Kvinde-Valgretsforbund har været nødt til at forlange Opfyldelse af det kongelige Løfte.
Den 5. Februar fejrede Kvinde-Valgretsforbundet sit 25 Aars Jubilæum, men desværre har det endnu ikke haft den Glæde at høste den fulde Løn for sit Arbejde. Kvindernes Frigørelse er endnu nægtet os, idet vi ikke har faaet Stemmeret, skønt Grundloven har givet os Valgbarhed. Nu kræver Valgretsforbundet altsaa øjeblikkelig Gennemførelse af en Valglov, som giver Kvinderne Stemmeret.
Imidlertid vil Arbejdsministeren ikke forblive uvirksom. Vorherre har givet ham Magt til at gøre Folket lykkeligt og bringe ham selv og hans Vælgere Laurbær! Han har fundet Midler til at gøre dette uden Udgifter for Statskassen, og han foreslaar nu at forbyde Kvinders Arbejde i Butikker og Fabrikker efter Klokken et om Lørdagen. Paa denne Maade beskytter han Kvinderne, imødekommer Arbejdsgiverne ved at give dem et Paaskud til at betale deres kvindelige Funktionærer og Arbejdere mindre end Mændene, og han imødekommer Arbejderne ved at give dem en Chance til at faa Kvindernes Arbejde. Det er sandelig en billig Maade at være Velgører paa. De, hvem det gaar ud over, er kun Kvinder uden Stemmeret!
Det eneste kvindelige Medlem af Rigsdagen, Socialdemokraten Suze Groeneweg, har i Kammeret stillet sig i Opposition til Ministerens Forslag med den Begrundelse, at Begrænsning af Arbejdstiden for alle ved Lukning af Fabrikkerne Klokken et om Lørdagen, vilde være en Velsignelse for Arbejderne, medens dette ikke gælder for den foreslaaede Begrænsning af Arbejdet for en Gruppe af Arbejdere, idet disse vil blive uheldigt stillet ved en saadan særlig Lovgivning. Kvinderne vil ikke blive bedre, men daarligere stillet ved en saadan særlig Begrænsning af deres Arbejdstid, naar Mændene vedbliver at arbejde.