« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Fyen.

« Se emneord

I Svendborg afholdtes Lørdag den 9. Juli et velbesøgt Kvindesagsmøde. Kvindelige Syersker i Herreskræderfaget synes nemlig der at vinde betydeligt Overtal over de mandlige Skrædersvende, som selvfølgelig føler sig stærkt trykkede under disse Forhold, da Kvinderne glædelig tilbyder deres Arbejde for en Trediedel mindre end Svendene.


Sofie Olsen, som tidligere var Næstformand i den kvindelige Fagforening for Herreskrædere her i København, men som nu arbejder i Svendborg, har derfor agiteret paa det ivrigste for at formaa Kvinderne til at organisere sig og forlange lige Løn med Mændene, men har hidtil ikke mødt videre Forstaaelse. Den faglige Skræderforening, som allerede i længere Tid har været organiseret, har i velforstaaet Interesse hverken skyet Pengeofre eller Arbejde for at hjælpe Kvinderne til Forstaaelse af denne vigtige Sag, men Provindsbyerne frembyder ved deres Smaastadspræg næsten uovervindelige Hindringer for Kvinderne til at træde ind i Foreningslivet og særlig i Fagforeninger.


Imidlertid er der i Svendborg en Kredsafdeling af „Dansk Kvindesamfund”, som ved Fru Bondegaards (Hustru af Redaktøren for det radikale Venstreblad) energiske Ledelse har tiltvunget sig en vis Anerkendelse i Byen. Frk. Sofie Olsen henvendte sig derfor til hende for om muligt gennem denne Kvindeforening at faa den fornødne Støtte til at faa dannet en Fagforening for de kvindelige Herreskrædere.


„Dansk Kvindesamfund” viste sig straks villig til at støtte denne Sag i rigtig Forstaaelse af, at Lønspørgsmaalet - lige Løn for samme Arbejde med Mændene - er en af de vigtigste Sider af Kvindesagen. Dansk Kvindesamfunds Kredsafdeling i Svendborg indbød derfor Fru Johanne Meyer, København, til at holde et Foredrag om Kvindens Stilling og Betydningen af hendes Organisation. Mænd og Kvinder havde trods Sommervarmen fyldt Lokalet til sidste Plads, og efter Foredraget fulgte en livlig Diskussion. Heri deltog Hr. Saddelmager Lund, Hr. Lærer Olsen, Hr. Leonhard og Hr. Skræder Carlsen samt Fruerne Emma Olsen og Suhr. Fru Bondegaard ledede Ordskiftet. Alle var enige om, at Kvindernes Organisation var det eneste Middel, hvorved Kvinderne kunde vinde deres sociale Ret. Fru Johanne Meyers Skildring af Forvirringen paa Arbejdsmarkedet overbeviste ydermere om Nødvendigheden af Kvindernes Organisation i Lønspørgsmaalet. Desværre havde Syerskerne kun sparsomt givet Møde men der var dog vakt saa megen Deltagelse for Sagen, at man haaber i en nær Fremtid at overvinde deres Betænkelighed ved Dannelsen af en Fagforening.


Søndagen den 10 Juli talte Fru Johanne Meyer om Fredssagen i Industriforeningens Sal i Odense. Bladene i Odense havde lige siden Bjørnstjerne Bjørnsons Foredrag paa Himmelbjærget ikke ophørt med at gøre Udfald mod Fredssagen og Fredsforeningerne. Selv Fyens Tidende, som dog tidligere har stillet sig venligt overfor den nye Tids Tanker, har optrykt „Dagbladet”s Artikler, som „Blev nu til Spot dine Tusinders Minder” o. s. v. uden Komentar og dermed vist, at den ogsaa slaar Følge med alle de Blade, der ikke forstaar eller vil forstaa Fredsbevægelsens Betydning for Samfundet.


I Odense findes imidlertid en kraftig Kvindebevægelse, som er med i alle de ny sociale Spørgsmaal, og som er saa heldig at have en Kvinde som Frk. Frida Schmidt i Spidsen, der ikke frygter for at bekende sine fredsvenlige Sympatier trods Odenses Standpunkt. Kvindevalgretsforeningen, i hvilken hun er Formand, havde derfor i Søndags lejet Byens største Foredragssal og indbudt til et offentligt Møde baade for Mænd og Kvinder. Kvinderne i Odense, som arbejder for politisk Valgret, har den Opfattelse, at dersom det er deres Alvor at arbejde for Valgretten, er det ogsaa deres Pligt at sørge for samvittighedsfuldt at sætte sig ind i alle sociale og politiske Spørgsmaal, for at de, naar den Tid kommer, da Kvinderne har erhvervet sig Valgret, da ogsaa kan staa som oplyste Vælgere.


Fredsforedraget blev hørt af Forsamlingen med den største Interesse, og Kvinderne fortrød ikke, at de trods den stedlige Presses Uvillighed overfor Sagen havde arrangeret det første Fredsmøde i Odense.


Efter Mødet samledes Valgretsforeningens Medlemmer med Foredragsholderen til en selskabelig Sammenkomst i Højskolehjemmet, hvor man i flere Timer drøftede flere af de mest aktuelle Spørgsmaal i Tiden, og da man om Aftenen skiltes, var der flere, der udtalte, at det var den dejligste Dag, de havde haft i deres Liv. Kvindebladet „Hvad vi vil” har en stor Læsekreds i Odense; kun beklager man, at det ikke er et Dagblad i Stedet for et Ugeblad. Det gaar nemlig i Odense som i de fleste Byer, Dagbladene taler aldrig om Kvindesagen.