Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
De var allesammen til Stede; de vidste nok, hvad der skikkede sig, og de vilde efter gammel Skik afhente Herren og hans unge Hustru. Lige over for Stationsbygningen holdt de i en lang Række, over halvtredssindstyve i Tallet og alle til Hest; de bar høje Støvler, hvide Lærredsbenklæder og om de bredskyggede Hatte flagrede røde og blaa Silkebaand i den friske Foraarsvind. Og ikke en af dem havde endnu faaet et Glas for meget, de sad saa lige som Lys paa de smaa fyrige Heste, der for Størsteparten blev styret med en Tømme forfærdiget af stærke Snore. Hr. von Barovski løftede sin unge Gemalinde ind i den aabne Vogn - en Brudegave fra Grev Zanicki, forspændt med fire ædle Raceheste og til de mindste Enkeltheder udstyret med parisisk Elegance - løftede han paa Hatten for Knøsene paa Baranyce, og den unge Frue smilede til dem og vinkede med Haanden. De istemte nu alle et rungende Hurra og ordnede sig to og to i Spidsen af Toget. De knaldede med de mange Piske, saa det lød som Pistolskud, og deres smaa heste satte henad Landevejen til Baranyce, saa de langbenede Raceheste havde ondt ved at følge dem. En Støvsky indhyllede Vognen, og Hr. von Barovski vilde give Kusken et Vink om at blive lidt tilbage. Men Fru von Barovski afværgede det: „Folkene i Baranyce kunde saa let tro, vi ingen Hastværk havde med at komme tilbage til Hjemmet. Det er herligt! Vi bliver modtagne lige som Fyrsterne.”
Gennem Støvskyen viste han hende Parken ved Baranyce, der nu dukkede op. Da lagde hun sin Haand i hans, og hun talte ikke mere; hendes Ansigt, der var vendt imod ham, saa alvorligt, næsten andægtigt ud. Men hendes Øjne lyste af Kærlighed og Tillid.
De kørte ind i Baranyce gennem en Æreport af Grangrene, og Vejen gennem hele Landevejen var bestrøet med grønne Grene og brogede Blomster. De kunde ikke køre op foran Slotstrappen, thi fra Landevejen havde de unge Piger fra Baranyce dannet Espalier. De bar røde Hovedtørklæder, røde Livstykker, snehvidt Linned med hvide brusende Ærmer, og de lange Haarpiske gennemflettede med blaa og røde Silkebaand. Og da Hr. von Barovski med sin unge Frue under Armen gennem Rækkerne gik op til Slotsporten, strøede de Blomster for deres Fødder og sang: „Vær hilset du, vor Herskerinde” og Knøsene svang atter Hattene med de lange Sløjfer, raabte Hurra og knaldede med de lange Hundepiske. Hr. von Barovskis Ansigt lyste af glad Stolthed, da han saa sin unge Gemalinde saaledes modtaget. Hun lænede sig til hans Arm og smilede, og med dette Smil vandt hun alles Hjerter, saa de gerne var gaaet gennem Ilden for hende, deres unge Herskerinde.
Sidst i Pigernes Række, nærmest Slotsportalen, stod Marysia Loczek med en stor Blomsterbuket i Haanden, som hun skulde overrække Herskerinden foran Dørterskelen. Forvalteren havde bestemt det saaledes, fordi hun var den skønneste, og hendes Modstand havde ikke hjulpet hende. Hun var traadt tilbage i Rækken, da Vognen holdt, og derfra havde hendes brændende Blik indsuget Billedet af den unge Frue. Hendes Hjerte bankede, som skulde det springe, mod Vokshjertet, hun bar paa sit Bryst. Men hun var bleg, da hun traadte frem og overrakte den unge Frue Blomsterne. Rank stod hun foran hende, stolt som en Dronning, og nu hævede hun sit Blik og saa fast paa Hr. von Barovski. Ogsaa han var et Øjeblik bleven bleg, da han pludseligt saa Marysia træde frem, men saa skød Blodet ham op i Ansigtet, og han bed haardt i sin Underlæbe.
Fru von Barovski mærkede ikke noget dertil. Hun havde bøjet sit yndige Ansigt ned over de duftende Blomster, og da hun atter saa op, blev hun kun forbavset over Pigens Ydre, der var saa forskelligt fra de andres. „Hvilket interessant Ansigt!” sagde hun paa Fransk til sin Husbond, derpaa vendte hun sig atter til den unge Pige:
„Hvad hedder du?” spurgte hun.
Den unge Frues Smil var som Solskin, og hendes Stemme klang for Marysia, som hørte hun Kirkeklokken fra Baranyce ringes Da blev hendes Hjerte blødt, og hende, stolte Nakke bøjede sig og efter Landets Sæd kyssede hun Herskerinden paa Ærmet. „Marycia Loczek, Herskerinde.” sagde hun sagte.
(Fortsættes.)
