Den næste Krig.
Af Jules Simon. (Efter: Die Waffen nieder. Tysk Fredstidsskrift).
For Øjeblikket trues Evropa af en Krig, imod hvilken alle andre Krige synes ikke at have været noget. Der er ikke et af vore Børn, hvis Liv ikke vil være i Fare, ingen møjsommelig erhvervet Formue, som ikke den Dag imorgen vil kunne blive tilintetgjort. Disse prægtige Byer vil blive ruineret, disse frugtbare Agre blive forvandlet til Ødemarker; ti alle Kanoner og alle Geværer paa Jorden vil paa samme Tid, paa én Gang, gaa af, spyende Kardæsker til alle Sider; hele Folkeslag vil blive ødelagte. De, som ikke dør paa Valpladsen, vil henraadne paa Hospitalerne.
Under Paaskud af, at der ikke fattes dem Mod, lader Menneskene Begivenhederne skride frem, indtil Katastrofen kommer. Krigen! Hvem nærer Frygt for Krigen! Hvad vil det sige? Man vil slaas. Jeg er den stærkeste. Ve jer, Narre, som I er, hvem véd før Begivenhederne, hvem der er den stærkeste? Og hvem har ikke gennem smertelig Erfaring lært, hvad et taabeligt Øjeblik formaar over en Herskers, en Generals Forstand? En slet givet eller galt forstaaet Befaling er tilstrækkelig til at styrte et Kejserrige.
Tror I ikke, at her var en Gerning for Kvinder at udrette? Fredens Politik være Kvindernes Politik! Dem tilkommer det at prædike Voldgift og „ned med Vaabnene”. Vi vil fremlægge Listerne over Fredsvennerne. Naar vi tæller dem alle, tror jeg nok. at vi har hundrede tusinde Underskrifter og flere Underskrifter af Mænd end af Kvinder. Hvis alle Kvinder holdt sammen, vilde de tvinge Folkene til at henvise alle Stridigheder til Voldgift. De stifter Foreninger for Kvindens Rettigheder. Kvindens første Rettighed er det at beholde sin Ægtemand og redde sine Børns Liv. Hvorpaa tænker Dronningerne paa deres Troner? Tør de lade sig kalde store, fordi de forestaar Hofballerne, og fordi de regulerer Toilette- og Etikettespørgsmaalene? Hvor er den Dronning, som nogensinde har sagt til en Erobrer: „Hold inde! Du er i Begreb med at blive en Morder!” Naar Dronningerne glemmer, at de har et Kvindehjerte, bør andre Kvinder minde dem derom. Vel frygter jeg for, at Kvinderne desværre ikke kan undertrykke Krigene, men de kan udsætte dem, mindske deres Grusomhed og deres Antal. Jeg gør alle Kvinder opmærksom paa denne vigtige Kvindegerning. De lider mere ved Krigen end vi, da de overlever os.
