De kvindelige Fagforeningers Møde.
Da Ønsket var udtalt af de nordiske Repræsentanter ved Kvindesagsmødet, at samles med de kvindelige Arbejdere paa et extra Møde, indkaldte de kvindelige Fagforeninger til et Møde Søndagen den 22de Juli 1888 i Rømersgade i Forsamlingsbygningen. De fremmede Kvinder, som opholdt sig her i Byen, var alle mødte, og af dem deltog i Diskussionen Frk. Alli Trygg og Frk. Hagmann fra Finland. Fra Sverig Fru Breinholm Åkermark. Fra Danmark Formændene for de respektive Fagforeninger som og Formanden for Kv. Fremskridtsforening og flere. Fra Norge var ingen til Stede.
Dagsordenen omfattede: Vil et Samarbejde med de nordiske Lande gavne vor Sag.
Resultatet af Diskussionen blev Nødvendigheden af Organisation af Fagforeninger. Forbedring af Arbejdsforhold saaledes, at Kvinderne dygtiggøres i deres Fag. Forbud mod Børnearbejde; Indførelse af Værksteder i alle Fag og en Arbejderbeskyttelseslov med særligt Hensyn til Lærlingeforholdet.
Fra Finland blev det bemærket, at Kvindernes praktiske Uddannelse var nødvendig, da kun Lønforholdene kan forbedres, naar de selv som Fagmænd blive Arbejdsgivere.
Her sporedes det i Diskussionen, som i Kvindesagsmødet, at de finske Kvinder stod nærmest i Forstaaelse med Arbejderne.
Da der ingen Repræsentanter for selve Arbejderne var mødt fra Udlandet, lovede de Kvinder, som var mødt, at tage Sagen op i deres Hjemland.
Diskussionen var livlig, og Arbejderne har sikkert vundet fastere Fodfæste ved de Erfaringer, som Kvindesagsmødet har givet dem.
En Kendsgerning er det: "Den danske Arbejderkvinde staar ikke længer alene."