Hjertesuk fra Ægteskabets Verden.

(Nylænde.)

Somme Tider har jeg en lys Drøm om, at Albert kommer hen til mig i rigtig godt Humør, sætter sig hos mig og siger:

„Hør her, min kære Lotte! Jeg ser af din Husholdningsbog, at Gennemsnitsudgifterne pr. Maaned i det forløbne Aar har været 200 Kr. fraregnet de Kontoer, jeg besørger. Jeg har nu tænkt mig, at disse 200 Kr. lige saa godt kan udbetales dig direkte af min Kasserer, f. Eks. fire Gange om Maaneden. Men for øvrigt forbeholder jeg mig at give Kassereren Ordre til at tage Hensyn ogsaa til andre Fordringshavere og at give ren Besked, hvis der er Vanskeligheder. I saa Tilfælde faar Fruen vente!”

Jeg har saa levende drømt mig ind i, hvor sød han vilde være, naar han sagde dette jeg synes nemlig, det kunde ligne ham at sige noget saadant og hvor lykkelig skulde jeg saa ikke kaste mig om hans Hals.

Og hvorfor skulde det i Grunden ikke en Gang kunne gaa op for ham, at dette vilde være en lige saa praktisk og nem Maade som den anden, og den var desuden ulige behageligere? Og at 200 Kr. bliver 200 Kr., enten de nu udbetales i Fem- og Tikroner tyve Gange om Maaneden, eller i Halvtredskroner fire Gange om Maaneden! Saa kunde jo endelig ogsaa han, min stakkels plagede Mand, faa Fred i sit Hjem og slippe for bestandigt at høre dette evindelige Pengevrøvl. Man taler om „Hjemmets fredlyste Haller”. Da først kunde Hjemmet virkelig blive fredlyst. Nu kan han jo næsten ikke et Øjeblik føle sig sikker paa ikke at blive rykket!

Alt saadant kedeligt med Pengevrøvl skulde Ægtefællerne ordne saaledes, synes jeg, at det ikke bestandigt laa paa dem og gnavede som en Lænke.

I Grunden er det jo ikke andet end Upraktiskhed, der er Skyld i det hele. Ja ogsaa maaske lidt Mangel paa Forstaaelse hos Manden! Han kan ikke sætte sig ind i, at det er saarende og krænkende for et Menneskes Selvfølelse selv om hun er Hustru atter og atter at maatte optræde som Tiggerkælling.

I Grunden maatte dog enhver kunne forstaa, at det er mindre behageligt i Længden det kan til Nød gaa an for en kort Tid at maatte tigge sig til hver Øre, man behøver aldrig at eje en Øre, som man synes er ens egne, ærligt og redeligt fortjente Penge aldrig at kunne købe sig et nyt Klædningsstykke, uden at man først nøjagtigt maa overveje, hvor vidt man ogsaa har Ret til at bruge af sin Mands Penge til dette Øjemed! Og hvad der er det værste altid at være nødsaget til at plage den, man holder af, med Vrøvl om Penge

Jeg siger aldeles ikke, at jeg var lykkeligere som ugift, og at jeg vilde bytte med den Tid. Paa ingen Maade. Al den Lykke, jeg oplever som Hustru og Moder, opvejer hundrede Gange de smaa Ubehageligheder. Jeg synes bare, at disse Ubehageligheder, som faar Lov til at forbitre os et Liv, der uden dem vilde være næsten fuldkomment harmonisk og skønt jeg synes bare, at det maatte kunne gaa an at skaffe disse Ubehageligheder væk. Jeg synes bare, at vi er saa umaadelig dumme, alle vi Ægtefolk, hvis vi ikke gør det.

Især synes jeg, Mændene er dumme, at ikke de, som har Magt til det, faar en anden Ordning. De „skønner nok ikke deres eget bedste,” som Drengen sagde til Katten (for øvrigt sans comparaison!) Hvor ganske anderledes glade Ansigter skulde da ikke møde dem i Hjemmet! Hvor om muligt ti Gange højere skulde de ikke blive elsket! Os som før nævnet ja vi husker dette med Fredlystheden!

Jeg skønner ikke, der kan være nogen Morskab i, at ens hjertenskære Viv udgyder sig paa følgende Maade i Dagbøger eller Breve jeg overraskede nemlig en Veninde en Dag i at have skrevet følgende Linjer: „Jeg spekulerer undertiden paa, hvoraf det kan komme, at jeg nu altsaa ikke længer „forsørger mig selv”. Er jeg mere doven, end før jeg blev gift? Arbejder jeg mindre? Umuligt. Jeg fik Ros for at være flittig og arbejdsom, før jeg blev gift, men jeg er det ganske vist ikke mindre nu. Al min Tid og alle mine Kræfter vier jeg jo det Arbejde, som nu er mit: at holde min Mands Hus i Orden at opføde og opdrage vore Børn. Det er min Stolthed og Glæde at gøre dette Arbejde godt. Men hvorfor skal jeg, fordi jeg har flyttet al min Arbejdskraft og alle mine Evner over til hans Hus hvorfor skal jeg derfor staa i et Afhængighedsforhold, hvis daglige Ufrihed og Uskønhed piner og plager mig? at bede om Penge atter og atter hu! det er mig saa meget imod! Jeg river og rusker i dette Forhold som den Fangne i Jernlænken men det bliver uforanderligt som den!” Kan der egenlig være nogen Morskab i, at ens Hustru skriver eller tænker saaledes som denne min jeg indrømmer det lidt sygeligt fintfølende Veninde?

Og jeg for min Part tilstaar, at om jeg altsaa ingenlunde vilde bytte med den Tid, saa kan jeg dog ikke altid tilbageholde et lille Suk, naar jeg tænker paa, hvor frejdig jeg den Gang købte mig nye Kjoler for „mine egne Penge”, og at jeg lige saa frejdigt kunde give et Par Kroner bort, uden at en levende Sjæl behøvede at vide noget derom!

Saa ubehageligt det er, saa kan jeg ikke forhindre, at Søren Kirkegaards Ord, som forfærdede mig i mine Pigedage, af og til paatrænger sig mine Tanker: „Man spørger Bruden, om hun vil have den Mand, som hos hende staar, til Herre om hun vil have ham til Herre thi anderledes faar hun ham ikke”!!

Skulde virkelig Søren Kirkegaard faa Ret ogsaa med Hensyn til mig? Fik jeg ham ikke heller anderledes?

Huf det er fælt, dette med „Herre”!

Men kære, det er jo Albert, Talen er om! pyt, hvad gør det saa? Jeg vilde sandelig ikke bytte med den uafhængigste Stilling i Verden uden ham!

Hvad er det saa, jeg vil?

Kære, gode Redaktør af „Nylænde”, bliv ikke vred! Jeg vilde bare skrive mig fri for mine Smaasorger og nu har jeg gjort det!