Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Han havde tænkt sig det saa herligt, at leve paa Baranyce med sin unge Viv, tænkt sig, at den ene kun skulde leve for den anden, og nu stod der en Skygge imellem dem. En Skygge, som ganske vist han kun saa, men han var ikke letsindig nok til uden videre at glide hen over den. Han sagde til sig selv, at han i Forvejen skulde have arrangeret det saaledes med Marysia, at hun ikke mere fandtes paa Godset, naar han kom til Baranyce med sin unge Hustru. Men kunde man undres over, at han ikke mere havde tænkt paa Bondepigen med de sorte Øjne, da hans Livs eneste og sande Sol var opstaaet for ham med Komtesse Angela Zinickis søde Smil? Han havde heller ikke nu nødig at tage den Sag saa tragisk, mente han. Det, der var sket, var jo dog ikke saa slemt. Han havde fundet hende smuk, og han havde sagt hende det og været kærlig imod hende. En anden Pige af hendes Stand vilde have vakt „Herrens” Velbehag, og Hjærtet var vel ikke bristet over det. Og hvem sagde ham da, at Marysia var anderledes end alle de øvrige? Hr. von Barovski blev rød, da han greb sig i det Forsøg at forelyve sig selv noget. Vist var hun anderledes end alle de andre, det saa han paa Forandringen i hendes Træk, paa de stive Øjne, som hun havde fæstet paa ham, saa det var, som følte han endnu hendes Blik brænde i sin Sjæls Inderste. Han maatte søge at bortjage disse Skygger, denne Erindring om en Uret, som søgte at trænge sig imellem ham og hans Viv. Han vilde søge en Mand til Marysia, det vilde bringe hende paa andre Tanker, og han vilde give hende et Udstyr, der skulde gøre hans Uret god igen. Saaledes skulde det være! Han holdt fast ved denne Plan, selv om den Tanke under Tiden faldt ham ind, at Marysia kunde være stolt nok til at vise alt tilbage, hvad han vilde byde hende. Han kunde ikke tænke sig nogen ny Uret; han vilde ikke støde hende og hendes gamle Mor ud i Verden, han vilde ikke sende hende bort fra Landsbyen, som mangen anden i hans Sted vilde have gjort.
Hr. von Barovski spurgte en Gang i forbigaaende Forvalteren, hvem af Landsbyens Knøse, der havde et godt Øje til Marysia. Han lod, som om hans Kone interesserede sig saa meget for Pigen, at hun vilde hjælpe hende til Udstyret. Forvalteren, der var graanet i Tjenesten paa Baranyce, svarede med et ejendommeligt Smil: „De kurede nok til hende alle sammen, Herre, hvis hun ikke var saa stolt. Nu har ingen anden end Bentosz, Staldkarlen, Mod dertil.”
Hr. von Barovski kendte ham, men syntes ikke videre godt om ham. Han var dygtig til sit Arbejde, men trættekær og den første, hvor det gjaldt om at drikke. Men maaské han kunde forandre sig som Marysias Stolthed. Derfor tabte Hr. von Barovski ham ikke af Syne.
(Fortsættes.)
