Kravet.

Det er bleven en meget almindelig Undskyldning selv fra de intelligenteste Mænds Side, naar der er Tale om Kvindernes Frigørelse at der er intet at gøre, saa længe Kvinderne ikke selv i langt højere Grad end hidtil rejser Kravet. Først naar de saa godt som alle i sluttet Trop fordrer det, skal de nok faa „Kravet” fyldestgjort. Men Herre Gud! Har Mændene selv da aldeles intet med dette Krav at skaffe? Er det virkelig betydningsløst for en frihedsstolt Mand, om han har en Slavinde til Moder, Søster, Veninde eller Hustru? „Sig mig, hvem Du omgaas, saa skal jeg sige Dig, hvem Du er!” Er det saa aldeles en ligegyldig Sag for ham, om han skal dele sin Tilværelse, sine nærmeste Interesser, sine Glæder og Sorger, sine intimeste, kæreste og helligste Forhold med en Slavinde, en Tjenestekvinde, et umyndigt og intetsigende Væsen eller med en lige saa fribaaren og selvfølende Personlighed som han selv? Jeg spørger kun. Og jeg beder om Svar paa dette!

For jeg forstaar i Sandhed ikke denne Snak fra mine Medborgeres Side om, at alt kan være saare vel eller dog være os det samme, saa længe de forkuede og umyndige Kvinder ikke selv rejser sig og planter os en knyttet Næve i Ansigtet. Hvordan skal de kunne gøre dette, saa længe vi vi, holder dem nede i Trældom og Uvidenhed? Hvorledes skal de lære at svømme, før de faar Lov at slippe i Vandet? Hvad kunde Bønderne gøre for deres egen Frigørelse her i Landet for 100 Aar siden, mens de sad i Herremandens Hundehul eller paa hans Træhest? Aldeles intet! Men det viste sig omsider, at Herremanden selv var daarligt tjent med denne Sagernes Stilling, og derfor tog han fat og hjalp Bonden paa Benene.

Endnu er Kvinderne saa trælbundne og umyndige, at mangen Hustru ikke en Gang tør eller kan holde „Kvindebladet”, endsige agitere for Kvindesagen. Mon Mændene virkelig i Længden kan være vel tjent med denne Kvindernes Undertrykkelse og Forkrøbling? Hvad mon er Skyld i vor elendige politiske Krebsegang? Simpelt hen det, at vi ikke har begyndt Frihedskampen fra den rette Side Vi staar i vor Gangdør og raaber „folkeligt Selvstyre” ud ad den, men ind ad i vort eget Hus: „Enevælde”! Hvor vidt skal vi vel kunne naa med den Slags Frihedssind? Vi holder en umyndig Livsslavinde til at føde os Børn bestandig halv Trælleæt, da Moderen er Trælkvinde og vi sætter et saadant Væsen til at opdrage vore Børn og saa forbavses vi over, at denne haabefulde Yngel ikke bliver mere frihedssindet, end at den kan lade sig køre i Ring af vor nuværende Regering. Forunderlige Verden med al din Visdom fra Herrerne i Aandernes Rige! Mangen Mand vil enten forarges over disse mine Ord eller slaa en overlegen Latter op, fordi jeg ikke holder mig til den saakaldte gode Tone med dens sirupvamle Udtryk. Men gid F. havde den „gode Tone”, der harmløs kan lefle og lirke med et saa skamløst Forhold som det, vi gør os skyldig i over for den ene Halvdel af Menneskeheden, og den Umandighedens Fejghed, der hindrer os i øjeblikkelig at løse Kvinderne af alle deres Lænker!

Kan vi være bekendt, vi, der mener at være baade fysisk og aandeligt overlegne, ikke at turde tage en Konkurrencekamp op med Kvinderne under lige Frihed til at bruge vore Vaaben? Skal vi af denne Grund vedblive at holde paa vore Beskyttelseslove imod Kvinderne?

Eller kunde det ikke være tænkeligt, vi Mænd kunde have nødigt at rejse Kravet om Kvindens Ligestilling for vor egen Æres og Lykkes Skyld?