Vokshjertet. En Kærlighedshistorie

Men det varede længe, før han kom til at tale med Pigen selv om den Sag. Han generede sig for at opsøge Marysia, og hun holdt sig fjærnt fra ham. Sommeren var nu draget hen over Landet; de gyldne Aks bøjede sig under Leens skarpe Snit, og bagefter Høstfolkene gik de unge Piger i lange Rækker og bandt op. Paa en prægtig brun Hingst red Hr. von Barovski hen langs Marken, og med glad Stolthed skuede han Høstens rige Velsignelse. Hvor han kom forbi, førte Mændene hilsende den bredskyggede Solhat fra Panden til Knæet. Kvinderne nejede med et bredt Smil og alle tænkte de: „Hvilken statelig Herre vi dog har!” Hist og her hændte det ogsaa, at en af Folkene traadte frem med hvad han havde paa Hjerte, og med venligt Alvor bønhørte han dem, hvor det stod i hans Magt. Den sidste i Rækken var atter Marysia, og hun alene gav sig Udseende af slet ikke at have bemærket hans Komme. Og dog havde hun godt kunnet hvile et Øjeblik, thi som altid var hun et godt Stykke forud for de andre med sit Arbejde.

Ti Skridt fra hende holdt Hr. von Barovski sin Hest an og raabte hendes Navn. Han maatte kalde to Gange, før hun langsomt vendte sig om fra det Neg, paa hvilket hun støttede sit Knæ medens hun snoede Halmbaandet fast om det. Saa rejste hun sig op og gik hen til ham. Hun blev staaende foran ham, og uagtet han sad saa højt til Hest, var det dog for ham, som om hun saa stolt ned paa ham, og han blev rød. Han maatte rømme sig for at overvinde et Tryk paa Struben. „Marysia” sagde han endelig, „det er kommet mig for Øre, at Bentosz gerne vil have dig til Kone. Hvis du kun vægrer dig, fordi du ikke har Lærred nok til Udstyr, saa skal jeg tale med min Kone derom. I skal faa jert eget lille Hus med en Have ved Siden, og din Moder kan blive hos dig, om du ikke vil tage fra hende”

Hun saa stift paa ham, og hendes Læber dirrede. Hun vidste godt, hvorfor han friede for Bentosz, og hvorfor hans Stemme havde saa blød en Klang, og hun følte en grusom Glæde over at se ham saaledes for sig.

„Bentosz har allerede selv spurgt sig for, Herre”, svarede hun langsomt og roligt uden at vende Blikket fra ham. „og jeg har sagt ham, at jeg ikke vil have ham til Mand.”

„Er det da en anden, Marysia ?” spurgte Hr. von Barovski og klappede sin Hest paa Halsen, som om han maatte berolige den, uagtet den ikke rørte en Muskel.

„Det er ikke nogen anden, Herre”, svarede hun.

„Men det er Guds Vilje, Marysia”, sagde han formanende, „at Kvinden skal binde sig til en Mand. Du vedbliver ikke altid at være ung, og den Tid kommer en Gang ”

(Fortsættes.)