Louise Michel.
Louise Michel, „the Red Virgin”, som hun kaldes, der er dømt som Forbryder i Caledonien og som nu lever landflygtig i London, er en af de mest tragiske Kvindeskikkelser i vor Tid. Dog kan ingen, som har nogen psykologisk Kundskab og som har ladt Mærke til hendes Liv, tvivle om, at Grunden til hendes voldsomme Gerninger netop er den inderligste Kærlighed til de Nødlidende i Samfundet.
„Stakkels Louise”, siger hendes Venner, „alt for megen Følelse har gjort dig gal.” Men der er Metode i hendes Galskab, og det har større Interesse at lære hendes Liv at kende end de Tusinder af Kvinders, der henlever deres Liv i et „Dukkehjem”, uden nogen Sinde at støde an mod de bestaaende Samfundsforhold.
Louise Michel er Repræsentant for „Lidenskabernes Lidenskab”, som den i vore Dage ligger skjult hos den af Samfundet forurettede og underkuede Arbejderkvinde. Der siges, at man ikke kan bedømme et Menneske ret uden at kende dets Barndom, og det er sandt. Vi vil derfor meddele nogle Træk af hendes Barndoms- og Ungdomsliv.
Louise Michel er et uægte Barn, født 1839, og hun henlevede sine første Barndomsdage paa en gammel Slotsruin, liggende i Ny Caledonien, en Øgruppe i det store Ocean.
I denne øde Slotsruin, som var omgivet af Volde og Fæstningsgrave, var der rigt Stof for Barnefantasien. I de lange Vinteraftener, medens Sneen laa hvid paa Højene og Vinden susede gennem Ruinerne, flokkedes hungrige Ulve omkring Slottet, hvor deres Tuden blandede sig med Vindens Hylen, som igen besvaredes af Slottets gøende Hunde. Fra Stuens Vinduer kunde hun se dejlige Bjerge ved Sydney Harbour. I saadanne Omgivelser udvikledes hendes poetiske Karakter.
Lille Louise levede her som ene Barn med sin Moder, sin Tante, to Bedstemødre og en Bedstefader, der var den eneste Mand i Huset. Men hendes egenlige Husfæller og Kammerater var de Firføddede, som færdedes om i Slotsruinen. Hun fortæller selv, at hun levede i et virkeligt Menageri. Huset var fuldt af Dyr, og Louise var en af Familjen. Der var store graa Ulvehunde og smaa Kælehunde, en Legion af Katte, som levede i Fred og Venskab med de utallige Mus og Fugle, der sværmede omkring i Slottet. Under Tempeltinderne fandtes et Utal af Lærkereder, og Spurve i tusindvis kvidrede den hele Dag.
Imellem sine første Legekammerater havde hun en Skildpadde, en lille Hind, en tam Ulv, forskellige hjemløse Harer, en Ugle, en Agerhøne, flere Vagtler og nogle Flagermus.
De gamle Heste var vante til at gaa til Dagligstuen for at faa Sukker og Brød, lige som Køerne med de drømmende Øjne; en Gris og et Vildsvin var ogsaa daglige Gæster.
De indendørs Kæledyr sad med Louise de lange Vinteraftener ved Arnens Ild, hvor Bedstefader læste højt, og Læsningen akkompagneredes af de travle Strikkepinde eller af den knittrende Ild i Kaminen. Det var her, Louise lærte den Kærlighed og Sympati med de Hjælpeløse, der karakteriserer hendes følgende Liv. Den lille Pige, der havde siddet ved Bedstefaderens Fødder og lært at elske de Umælende som Kammerater og Venner, blev derfor hidset næsten
til Vanvid, da hun saa, med hvilken grænseløs Brutalitet de fattige Bønder blev behandlede i hendes Nabolag.
Louise var 10 Aar gammel, før hendes Moder kunde bevæge hende til at spise Kød. For hende synes det at være Canibalines Okser, som blev skaaret igennem ved et Spadestik, den gamle Hest, som førtes til det haardeste Arbejde. Kattekillingerne, der skulde druknes, alt det var for hende Forbrydelser, som fyldte hende med Hævntanker. Hun ønskede blot, at Hesten vilde nedtrampe sin Plageaand, men saa reflekterede hun med et Suk. Tamme Dyr bærer deres Skæbne med Taalmodighed. Hun løskøbte fangne Lærkeunger af andre Børn for sit Legetøj. Stundom overfaldt hun andre Børn for at redde de smaa umælende Ofre.
Saaledes voksede Louise Michel op, elskende de Undertrykte og hadende Undertrykkeren. (Fortsættes.)