-bæk. Avgust 92.

Kære Frue!

Véd De, hvad der er det bedste ved Landlivet? Det er at komme hjem igen og sove i sine egne Senge. Ikke for det! Vi har det dejligt her ude, og har vi været to Dage hjemme, længes vi ud igen, men som sagt -. Og Ro faar man ogsaa - paa lidt Forstyrrelser nær, især om Natten. Man kan jo ikke forlange, at alle Gæsterne paa denne velsignede Gaard skal gaa i Seng med Hønsene, der er nogle, der kommer lidt senere, helst dem, der som Regel ikke nøjes med Tevand alene; de falder gerne i Mørket paa Gangen over Støvlerne, er en Smule højrøstede, bander, skælder eller ler, alt som Stemningen er til - ja jeg noterer kun disse Smaating for en Ordens Skyld.

Efter dem kommer Tjenestefolkene. De har Soverum paa Loftet oven over vore Hoveder. Der opfører de regelmæssigt en Slags Trippevals, forinden de indrømmer deres mødige Lemmer den nødvendige Hvile.

Og saa bliver der vel Ro, mener De?

Tys, tys! I Nattens hemmelighedsfulde Mørke lister sig sagte, klagende, ømme, sukkende Toner frem. Det er Gaardens elskovssyge Katte, der holder deres bedaarende Stevnemøder lige uden for mine Vinduer. Jeg bander al Elskov der hen, hvor Peberet gror, og ønsker blot, at Solen maatte bryde frem, at den Koncert maatte faa en Ende. - Ogsaa det Ønske bliver opfyldt! En mægtig Solstraale glider ind gennem de nedrullede Gardiner.

Kykkeliky, Kykkeliky! det er vor Hane, der galer, og i en Fart sender alle Omegnens Storsultaner Svar pr. omgaaende. Hvast gennem Luften skærer de melodiske Stemmer. De vækker en lille Spurv, der siger pip; en anden siger pip, pip, en tredje svirrevit, og før jeg endnu er kommet til Kræfter efter Hanernes Godmorgen, er Fuglenes Vekselsang i Gang. Hundene falder i med deres glade Bjæf. Hestene vrinsker, Posten kører frem, Folkene staar op; et vældigt Piskeslag forkynder, at Arbejdets Dag atter er inde.

Bagende varm brænder Solen paa Ruden, ude lokker den friske grønne Skov og den klare Luft; endnu et forgæves Forsøg med at lukke Øjnene og sove fra det hele; saa springer jeg op, kommer i Tøjet og ud til den Morgenstund, der har Guld i Mund. -

Men jeg kender Dem, Frue. De er ikke saa nem at stille tilfreds, De vil ogsaa vide, hvorledes Dagen gaar. - Aldeles brillant!

Vi spiller Kort, skyder til Skive, triller med Kugler (det saa kaldte Kroket), vædder om alt mellem Himmel og Jord; og vi fisker - paa Ære, fisker! Vi staar op midt om Natten og kommer tilbage ved Middagstid, ødelagte og forasede, men saa har vi ogsaa fanget en Gedde paa 4½ Pund!

Vi bader ogsaa. Vandet gaar os helt op til Knæerne i Badehusene, og de af os, der har moralsk Mod nok til at svømme uden for, har oven i Købet den Glæde at forarge deres Medmennesker.

For Resten driver vi Gymnastik - aandelig, forstaar sig - paa Verandaens Bænke, saa lang, som Dagen er. Jeg hører Dem spørge, hvor vi faar Stof fra til den Bedrift i saadan en lille Ravnekrog, hvor intet sker. De taler, som De har Forstand til, Undskyld, kære Frue.

Har vi ikke hverandre? og gives der i Verden noget mere interessant end psykologiske Studier, især naar de drives rigtig omfattende og indgaaende, lige til de intimeste Detailler. - Vil De vide, hvorfor Frk. P. maatte opholde sig et halvt Aar i Udlandet i Fjor, eller hvorfor Fru P. lader sin Pige rejse hjem, mens hun selv ligger paa Landet, saa at Manden derved tvinges til at spise paa Restavration, eller er De nysgerrig efter at kende den unge X.s sidste Kærlighedshistorie, eller vil De vide, hvor ofte Hr. P. og Frk. J. holder rendez-vous ved Dammen i Maaneskin. Vi véd det, og meget meget mere!

Saa diskuterer vi den Mad, vi fik igaar, og er paa Forhaand misfornøjede med den, vi skal have i Morgen. Vi debatterer andres Børneopdragelse, og vi snakker om Tjenestepiger - Gud være lovet for dem! - og faar vi Tid tilovers, gaar vi ud i den prægtige Natur.

Ja Frue, for her er dejligt; jeg havde nær glemt at fortælle Dem det. Aller smukkest, naar man ikke kan se Skoven for bare Træer, og Solen saa pludselig falder ind paa Bøgetræernes lyse Blade, og gør dem skinnende og blanke; næsten som Guld. Eller oppe paa en Skrænt, højt over Havet. Neden under bruser Bølgerne frem og tilbage; oven over kigger den klare blaa Himmel ned paa os gennem Grenene; Hav til den ene Side, Skov til den anden, dyb Stilhed over alt, ingen menneskelige Væsener, undtagen et Par Stykker, der ligger paa Ryggen i Græsset og tier. Ja. vi tier; uvilkaarligt, som man gør det, naar Havet taler. Men vi føler ikke Tavsheden som noget generende eller trykkende; den dybe Fred bærer os ind i en Stemning, den, der er den lykkeligste af alle, den, hvor alle Fornemmelser bliver uklare, alle Ønsker afdæmpede, eller underlig langt borte; alting bliver stille omkring os, og i os. - Saa er der én af os, der rejser sig, ser sig om og siger med et Suk: „Hvor vi har det godt, det vil vi huske og tænke paa mange Gange i Vinter.