Vokshjertet. En Kærlighedshistorie

I det første Øjeblik kunde Hr. von Barovski ikke sige et Ord mere af Forfærdelse. „Marysia bo her i Huset?” sagde han saa næsten ivrigere, end det forekom den unge Kone nødvendigt. Men kære lille du, hvad Nytte kan hun gøre dig? En simpel Bondepige, tænk dog blot? Og om Vinteren, naar her bliver Baller, og naar vi maa tage til Byen, for der at vise os paa Adelsballerne Tro mig, elskede, det gaar ikke an; du maa have en Kammerjomfru.”

Men Fru von Barovski havde nu en Gang sat sig i Hovedet, at hun vilde have Marysia. „Vil du ikke mere elske mig, Jan-Jozif”, lo hun, „hvis jeg ikke er saa moderne friseret?” og saa smilede hun saa ejendommeligt, og blev rød og lagde sit Hoved tæt ind til sin Mands Skulder: „Jeg tror ikke, elskede, at jeg kommer til at danse i Vinter, du kommer vist ogsaa til at tage alene til Adelsballet i Posen, og netop derfor vilde jeg saa gerne have Marysia hos mig, hun har ligefrem fortryllet mig med sine store alvorlige Øjne.”

Desuagtet havde Hr. von Barovski endnu baade dette og hint at indvende, indtil hans Hustru tilsidst spurgte ham: „Du har da ikke noget særligt mod Marysia, Jan-Jozif?”

Da blev han bange for, at hun kunde fatte nogen Mistanke ved hans fortsatte Vægring, og han sagde tilsyneladende ligegyldigt: „Hvorledes skulde jeg have det. min egen Ven? Hvis du absolut vil forsøge ...”

Og Marysia drog ind i Slottet. Ogsaa hun havde i Begyndelsen vægret sig, da Herskerinden bad hende komme op til sig og sagde hende, at fra nu af, skulde hun være hendes Kammerjomfru. Hun havde ment, at hun var kun vant til grovt Arbejde, men da havde Fru von Barovski venlig svaret, at hun snart kunde lære, hvad der var at gøre. Saa havde hun foregivet, at hun kunde ikke lade sin gamle Moder være alene derhjemme. Men Herskerinden spurgte hende, hvorledes hun da i Høsten og vel ogsaa ved andre Lejligheder kunde have været hjemmefra fra Sol stod op til den gik ned, og sagde saa til hende, at hun kunde gaa hjem, naar hendes Moder behøvede hende, og at den gamle Kone skulde faa sin Forplejning fra Herskabskøkkenet. Marysia mærkede godt, at det var Herskerindens Ønske at have hende om sig, og saa tænkte hun, at det maaské kunde udsone lidt af den Smærte, som hun dog en Gang maatte tilføje hende. Fru von Barovski havde ikke næret for store Forhaabninger om Pigen. Marysia viste den bedste Vilje, hun var lærenem, og hun viste Herskerinden en ydmyg Hengivenhed. Ogsaa Hr. Jan-Jozif fandt sig lettere i hendes Nærværelse i Slottet, end han havde troet. Han mødte hende dog ikke synderlig hyppigere end før, thi hun undgik at se ham, og det var kun sjældent, hun gik forbi ham, eller at Fru von Barovski beholdt hende i Værelset naar Herren var til Stede. -

(Fortsættes.)