Louise Michel.
(Fortsat.)
Louise kunde have forelsket sig i sin Fætter Julius; men sandsynligvis var de for gode Venner til at kunne blive Kærestefolk. Da hun var imellem tolv og tretten Aar fik hun to Friere, der anholdt om hendes Haand. Hun betragtede dem som hele Spøgelser og siger: „hvad mig selv angaar, da var mine Skørter for korte, mit Forklæde altid sønderrevet, og Nettet, hvori jeg samlede Skruptudser, hang stadig ud af min Lomme”.
Men Frier Numer et sagde, han ønskede at dele sin Formue med en Hustru, som han kunde opdrage efter sine egne Principer, og desuden havde han Medlidenhed med Louise. Hun havde den Morgen, hun modtog Frieren, læst Moliére og svarede ham med nogle Ord fra Scenen imellem Agnes og Orgon; men han forstod hende ikke, og hun løb da fra ham med en personlig grov Bemærkning.
Hun behandlede dog den anden Frier endnu værre; hun sagde til ham: „Jeg elsker Dem ikke og vil aldrig kunne det, saa dersom jeg giftede mig med Dem, vilde jeg behandle Dem som Madame Angelique behandlede George Daudin.
Frierne lod sig ikke mere se, men Louise skælvede ved Tanken om Forældre, der undertiden tvinger deres unge Døtre til at gifte sig med slige gamle Bavianer.
Da Louise var 14 Aar, døde hendes Bedstefader, og nu maatte hun forlade sin gamle Slotsruin, hvor hun havde tilbragt sin lykkelige Barndom mellem Dyr og Fugle, for at drage til Byen og forberede sig til Lærerinde. Hun elskede at undervise, hun underviste allerede som lille Barn; hun underviste i New Caledonien, og hun underviser endnu den Dag i Dag i London.
Louises Tante havde paavirket hende stærkt i religiøs Retning, men dog havde hun et aabent Øre for Voltaires bidende Ironi, som Bedstefaderen docerede for hende. Imellem disse to Strømninger arbejdede hendes egen Tro. Hendes Polarstjerne var Revolution, og hendes helligste Sang var „Marseillaisen”. En Revolution, hvori al Uret blev hævnet, og hvori alle de smaa og lidende kom til deres Ret, det var hendes Ideal, og den Tanke omfattede hun med religiøst Sværmeri.
Da hun var blevet Lærerinde, oprettede hun en Skole; Elever strømmede til, men den unge Lærerinde kom hurtig i Strid med Avtoriteterne. Hun aabnede nemlig Undervisningstimerne med Marseillaisen og sluttede med den samme Sang. De sang den ofte paa deres Knæ under Taarer. Da det var i Kejserdømmets Dage, var det ikke underligt, at Avtoriteterne greb ind, men Louise Michels Skole blev ikke lukket. Der syntes dog at herske Liberalitet den Gang i Frankrig. I 1855 kom Louise til Paris som Hjælpelærer hos en Madame Volliers. Hun var den Gang 18 Aar gammel. Hun hadede Kejserdømmet, saa Frelse for enhver social Elendighed i Republiken, og var forberedt og villig til at ofre sit Liv derfor.
Nogle af hendes Venner havde lovet at skaffe hende Avdiens hos Kejseren; men desværre, siger hun, fik hun først denne Adgang for sent. Kejseren var afrejst til Krim.
Louise Michel var Charlotte Cordays Landsmand og ræsonnerede som hun, at Snigmord var til sine Tider nødvendige. Tyranner er dømte til Døden, dem bør der ikke vises Medlidenhed.
Saaledes er hendes Logik, og hun var rede til at dø for den Sag. Den enkelte maa ofres for det hele. Heldigvis har Louise Michel ikke endnu praktiseret denne Tro. Louise mener, at intelligente Kvinder vil sent eller tidligt gøre Opstand; thi Kvindens Lidelser maa føre til Fortvivlelse. - Udelukket fra borgerlige Rettigheder, forsømt i Opdragelse og bedraget for Lønnen for sit Arbejde og i utallige Tilfælde tvungen til at sælge sin Person, maa hun blive gal over tillige at staa magtesløs over for den sociale Elendighed.
Louise fortæller, at da hun som lille Pige gik igennem en Skov til Clermont, blev hun fulgt hele Vejen af en Ulv, hun hørte dens regelmæssige Trasken bag ved sig, hun saa dens glødende Øjne og rovbegærlige Blik. Heldigvis undslap hun den, men hun siger selv, at hun stadigt føler sig, som om hun havde en hungrig Ulv efter sig, og det har altid forekommet mig, som om vi Mennesker føler os over for Skæbnen, som en Hund, der lugter Ulven. Vore Anelser kommer virkelig med en overordenlig Nøjagtighed. Medens hun var Lærerinde i Paris, laa der Elektricitet i Luften; blot man nævnede Ordet „Republik”, gik der som Ild gennem det Folk, der ventede Frihed og Lykke. I Klubber, i Læseforeninger, i Folks egne Hjem drøftedes Kejserdømmets Fald, og Louise ventede paa Morgenrøden og den Guldalder, som ved Republiken skulde beredes det franske Folk. (Fortsættes).
